- "Blodbrødre" reddede mig fra døden

Nætterne i det engelske fængsel var grusomme, beretter Boris Becker, som blev løsladt i sidste uge

Udgivet Opdateret

Boris Becker blev truet på livet flere gange, mens han sad i fængsel i England.

Det siger den tidligere tennisspiller i et tre timer langt med interview med tv-stationen Sat.1, efter at han i sidste uge blev løsladt.

Becker nåede kun at afsone omkring otte måneder af en dom på to et halvt år, han havde fået for at skjule værdier for et stort pengebeløb, efter at han var blevet erklæret personlig konkurs tilbage i 2017.

Men tiden i fængslet har givetvis føltes som meget længere.

Reddet af "blodbrødre"

I hvert fald fortæller tyskeren, at han to gange blev truet på livet. 

Han overlevede den hårde tid ved at knytte sig til en gruppe på ti indsatte, han omtaler som "blodbrødre". 

De reddede ham i det ene tilfælde.

Oplevelsen vil altid sidde i ham.

Nætter er grusomme

- Når celledøren lukker, er der intet tilbage. Det er det mest ensomme øjeblik, jeg har oplevet i mit liv, siger han.

- Nætterne var grusomme.

- Man kunne høre skrig fra folk, der forsøgte at tage livet af sig selv eller gøre skade på sig selv, og folk råbte bandeord til hinanden.

- Man sover ikke, forklarer den tidligere verdensetter.

Klopp nægtet adgang

55-årige Becker beretter også, at han gerne ville have besøg af Liverpool-manager Jürgen Klopp og tv-værten Johannes B. Kerner.

- Da jeg gav dem navnene, sagde fængselsinspektøren: "Jürgen kan ikke besøge dig, han er for kendt. Vi er bekymrede for hans sikkerhed. Så det må jeg afvise", siger Becker.

Becker er siden løsladelsen blevet sendt tilbage til Tyskland, men han regner ikke med at blive boende i Tyskland.

BORIS BECKER

Boris Becker (født 22. november 1967 i Leimen, Tyskland) er en tysk tennisspiller, Boris Becker blev verdenskendt, da han i 1985 i en alder af bare 17 år blev den hidtil yngste vinder af Wimbledon.

Efter Wimbledon-sejren i 1985 gentog Becker bedriften i 1986 for året efter sensationelt at blive slået ud allerede i anden runde. 

I 1989 vandt Becker endnu en gang Wimbledon, hvilket også skulle vise sig at være den sidste. 

Becker nåede i alt at spille syv wimbledonfinaler.

De hurtige underlag som græs og mange indendørsunderlag var Beckers foretrukne. Her kunne han med sin store serv og sit stærke flugtspil dominere de fleste spillere – den store serv gav ham i øvrigt tilnavnet "Boom Boom". 

På den langsomme grusoverflade havde Becker det derimod svært, og det lykkedes ham aldrig at vinde en ATP-titel på grus. 

Han var dog tæt på i 1995, hvor han i finalen i den prestigefylde Monte Carlo-turnering havde matchbold mod den østrigske grusspecialist Thomas Muster. Becker lavede imidlertid en dobbeltfejl, hvorefter det alligevel lykkedes Muster at hive sejren og dermed titlen i land.

Becker vandt i alt 49 ATP-titler i sin karriere, hvilket bl.a. inkluderede seks Grand Slamtitler (Wimbledon 1985, 1986, 1989; US Open 1989; Australian Open 1991, 1996).

Becker var desuden med på det tyske hold, der vandt Davis Cup i 1988 og 1989. 

Becker var i flere omgange nummer et på verdensranglisten i 1991, en placering han dog kun kunne smykke sig af i sammenlagt ti uger. 

I 1999 indstillede Becker sin karriere på ATP-touren efter at have tabt til Patrick Rafter i fjerde runde af Wimbledon.

Kilde: Wikipedia

- Jeg ved ikke, om jeg bliver i Europa - måske Miami. Jeg er også stor fan af Dubai, lyder det fra Becker.

Tirsdag sendte tv-stationen Sat.1 det første tv-interview med Boris Becker, efter at han blev løsladt fra fængslet.
Tirsdag sendte tv-stationen Sat.1 det første tv-interview med Boris Becker, efter at han blev løsladt fra fængslet.
Powered by Labrador CMS