Bille August kæmper for kæresten

Brexit besværliggør, at den danske filminstruktør kan se sin britiske kæreste

Offentliggjort Sidst opdateret

Bille Augusts kærlighedskamp

Bille August er nyforelsket i skuespilleragenten Michelle Liebetrau, men Brexit skaber udfordringer for deres forhold.

De arbejder på at finde en løsning, så Michelle kan få dansk opholdstilladelse og deltage i Augusts kommende filmprojekt i Italien.


Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

Snart drager Bille August til Italien for at indspille filmen "Me/You", som ifølge instruktøren er en smuk kærlighedshistorie mellem en engelsk dreng og en italiensk pige.

Og Bille August er selv fyldt af "amore". 

Det er altid godt

For han er nyforelsket i skuespilleragenten Michelle Liebetrau.

- Det er dejligt, det er skønt, det er altid godt, lyder det fra Bille August til den fremmødte presse i anledning af Biografklub Danmarks 30-års jubilæum på Cinemateket i hjertet af København torsdag.

Udfordret af grænser

Man siger, at kærligheden ingen grænser kender. Men parret er dog udfordret af netop grænser.

Michelle Liebetrau er britisk statsborger, og efter Storbritannien trådte ud af EU i 2020, må Michelle Liebetrau kun rejse frit i Schengen-området i maksimalt 90 dage inden for en periode på 180 dage.

- Det er noget værre rod, så vi skal jo hele tiden arrangere. Det er så bøvlet, konstaterer Bille August.

Bille August fortalte i biografien "Bille Erobreren", der udkom i maj, at han havde fundet kærligheden igen, efter at han blev skilt fra skuespilleren Sara-Marie Maltha i 2023. (Arkivfoto).

Søger om opholdstilladelse

Den 76-årige instruktør, som står bag den oscarvindende danske film "Pelle Erobreren", håber derfor, at Michelle Liebetrau kan arbejde på "Me/You".

- Så må det lykkes på den måde. Men vi søger, om hun kan få dansk opholdstilladelse, afslører han.

Afsløret i Bille Erobreren 

Den kendte filmskaber fortalte i biografien "Bille Erobreren", der udkom i maj i år, at han havde fundet kærligheden igen, efter at han blev skilt fra skuespilleren Sara-Marie Maltha i 2023.

Michelle Liebetrau har sit eget skuespillerbureau.

Det var derigennem, at Bille August lærte hende at kende, da han instruerede genindspilningen af romanen "Greven af Monte Cristo", som havde premiere i 2024.

Powered by Labrador CMS