Bad ‘pap-sønner’ om lov til at fri

Blake Shelton fik ok fra Gwen Stefanis tre sønner til at gå på knæ og anmode om hendes hånd.

Udgivet Opdateret

Den 27. oktober kunne en strålende glad og lykkelig Gwen Stefani på Instagram meddele, at hendes kæreste, Blake Shelton, har friet til hende. Hendes opslag var desuden krydret med et foto af parret, hvor hun viser den ring hun fik af sin tilkommende.

Nu fortæller en nær ven af Gwen Stefani så, at Blake Shelton, inden han gik på knæ, på forhånd havde sikret sig nogle aldeles vigtige og helt særlige ‘velsignelser’. Det skriver People.

Artiklen fortsætter under videoen

Han spurgte simpelthen hendes tre drenge, Kingston på 14, Zuma på 12 og 6-årige Apollo om lov til sit forehavende og fik deres ok.

”Blake fortalte drengene om sine planer og bad om deres tilladelse. De holder meget af ham og han er en skøn partner for hende og en fantastisk ekstra far for dem,” fortæller vennen, som også nævner, at Gwen Stefani er i ekstase over det tilsyneladende overraskende frieri.

“Ja tak,” skrev Gwen Stefani som eneste kommentar i det Instagram-opslag, der røbede nyheden.

Parret mødte hinanden i 2014 da hun blev en del af dommerpanelet ved den syvende sæson af NBCs The Voice. Han var allerede en del af teamet.

De blev i første omgang bare gode venner og kolleger, men det udviklede sig til et kærlighedsforhold efter de begge, endda med meget kort mellemrum, i 2015 var igennem hårde skilsmisser.

Parret, hun er 51 år og han 44, har under corona-krisen opholdt sig på hans ranch, Tishomingo, i Oklahoma sammen med hendes sønner.

Det var også herfra de tilbage i juli udgav de deres duet ‘Happy Anywhere’, der er en opfølgning på deres tidligere, fælles udgivelse ‘Nobody But You’, der strøg helt til tops på Billboards Country Airplay-liste og som gav dem en CMT Musik-pris i oktober.

De er nu rykket til Los Angeles for at færdiggøre den igangværende sæson af The Voice og for at flytte ind i deres nye, fælles hjem, som de købte for 13 millioner dollar tilbage i maj måned.

Powered by Labrador CMS