Babylykke på Bryggen: Geggo har født

Linse Kessler kan nu kalde sig for mormor til to små Bryggen-børn.

Geggo og Cengiz er blevet forældre igen – til en pige. (Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix)
Udgivet Opdateret

“Familien fra Bryggen” er blevet udvidet med endnu et medlem.

Stephanie Karma Salvarli – bedre kendt som Geggo – og manden Cengiz Salvarli er nemlig blevet forældre til igen og har fået endnu en lille pige.

Det annoncerer de nybagte forældre i en story på Instagram.

Familieforøgelsen vækker naturligvis også jublende lykke hos den barmfagre tv-personlighed Linse Kessler, som nu er den stolte mormor til to små Brygge-børn.

Parret er i forvejen forældre til fireårige Alba Ann Salvarli, som er opkaldt efter Geggos mormor, Brygge-matriarken Ann Patricia “Mopper” Christiansen, der døde i 2016 efter et sygdomsforløb.

I februar afslørede 30-årige Geggo og 29-årige Cengiz på Instagram, at de ventede endnu en Brygge-baby.

– Jeg elsker min familie overalt på jorden, og nu vil jeg gerne fortælle jer alle sammen, at der kommer en mere til familien. Geggo, du er den bedste kone, man kunne ønske sig! Og Alba, jeg ved, du bliver verdens bedste storesøster. Tak for jer!, lød det fra Cengiz.

Geggo og Cengiz stod frem som par i 2015, blev forlovet i Thailand i 2017 foran rullende kameraer og giftede sig først i Las Vegas i 2018 og igen herhjemme i Danmark i foråret 2019.

Snart ruller 18. sæson af “Familien fra Bryggen” over skærmen på TV3 og Viaplay.

Powered by Labrador CMS