’Årgang 0’-stjerne rejser langt væk
Rachel Ellebye skal besøge værtsfamilien
Det har længe været planlagt, at Rachel Ellebye skal besøge sin tidligere værtsfamilie i Argentina, hvor hun som 16-årig var udvekslingsstudent.
Og nu rejser hun snart afsted på et tre ugers ophold.
- Jeg glæder mig virkelig til at se de gamle venner og genopleve landet, lød det fra den 25-årige ’Vild med Dans’- og ’Årgang 0’-stjerne til Kendte.dk ved premieren på ’Smukkere’ i MovieHouse i sidste uge.

Skal søge job
Rejsen sker efter, at hun har afsluttet sine studier i kommunikation og marketing, og herefter går hun i gang med at søge job.
Tidligere på året oplevede Rachel Ellebye en periode i bolignød, men kort tid efter blev situationen bedre, da hun flyttede sammen med en roommate i Valby.
- Jeg er faldet godt til. Det er et dejligt område at bo i, og jeg har en dejlig roommate, forsikrede hun.

