Anmelder-favorit løb med Reumert-pris

Dramatiker Christian Lollikes "Jeppe på Bjerget" på Aarhus Teater får Reumert-pris for Årets Forestilling

Offentliggjort

Christian Lollike vinder Årets Forestilling

Christian Lollikes moderne version af 'Jeppe på Bjerget' vinder prisen for Årets Forestilling ved Årets Reumert.

Forestillingen, rost for sin intelligente instruktion, modtager topkarakterer fra flere danske aviser.


Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

Den anmelderroste, moderne version af det gamle teaterstykke "Jeppe på Bjerget" af dramatikeren Christian Lollike modtager prisen for Årets Forestilling ved Årets Reumert lørdag.

Dermed løber Lollike og Aarhus Teater med prisen for Årets Forestilling for andet år i træk, da "Skolekomedie" modtog samme pris sidste år.

Lollikes version af Ludvig Holberg-klassikeren "Jeppe på Bjerget" bliver omtalt som "begavet og elegant instrueret af Christian Lollike" i en pressemeddelelse fra Årets Reumert.

- Hvorfor drikker Jeppe? Næppe er spørgsmålet nogensinde blevet besvaret så frontalt og uden omsvøb. På Aarhus Teater stod essensen soleklar, lyder begrundelsen for prisen i meddelelsen, hvor forestillingen også kaldes en "genial Holberg-opdatering".

Stjerneregn

Forestillingen med Thure Lindhardt i hovedrollen har høstet mange stjerner fra teateranmeldere.

Aarhus Stiftstidende, Jyllands-Posten og Kristeligt Dagblad har alle tre kvitteret med seks ud af seks stjerner, mens Berlingske og Politiken har givet fem ud af seks stjerner.

Skuespiller Bodil Jørgensen modtager Årets Hæderspris. Den gives til en scenekunstner, der gennem mange år har spillet en stor rolle for dansk scenekunst.

Prisuddelingen Årets Reumert er den største scenekunstpris i Danmark, og hvert år findes der vindere i en række kategorier.

Priserne blev lørdag aften uddelt i Skuespilhusets foyer i København.

Særlig hæder

Her modtog skuespiller Bodil Jørgensen Årets Hæderspris. Den gives til en scenekunstner, der gennem mange år har spillet en stor rolle for dansk scenekunst.

Ena Spottag modtog prisen Årets Hovedrolle for sin skildring af særlingen Mattis i "Fuglene" på Republique/Revolver, der er en del af Østerbro Teater.

Derudover modtog Malene Melsen Årets Birolle for sin præstation i "Gengangere" på Husets Teater og Odense Teater.

Årets Særforestilling gik til Ruth Rebekka Hansens "Ripe Body", der er en solodanseforestilling i en glasboks.

Udvalgt af jury

Alle aftenens prismodtagere på nær teateret Bora Bora, der modtog brancheprisen Årets Teater, er blevet udvalgt af en jury på ni medlemmer.

Jurymedlemmerne har en fagprofessionel baggrund og arbejder typisk inden for faget som kritikere, kulturjournalister, forskere eller undervisere.

Siden 2021 har CPH Stage i samarbejde med organisationen Dansk Teater været hovedarrangør bag Årets Reumert.

Årets prisuddelingen har modtaget støtte fra Dansk Skuespillerforbund, Danske Dramatikere, Danske Scenografer, Teknisk Landsforbund, Have Kommunikation og Teaterbilletter.dk.

Powered by Labrador CMS