Andens nye film slår alle rekorder

Filmen Ternet Ninja slår netop nu rekorder for et imponerende billetsalg.

Udgivet Opdateret

En historie om en legetøjsdukke i tern havde mange næppe set blive den store biografmagnet, men når Anders Matthesen står bag animationsfilm, så plejer folk at flokkes til biografen som vilde dyr. Og den nye animationsfilm ‘Ternet Ninja’ har overgået, hvad mange troede var muligt.

Det viser sig nemlig nu, at Ternet Ninja har nået en magisk grænse for animationfilm, da billetsalget har rundet 665.000 billetter i skrivende stund. Og det er en ny rekord, der faktisk er over 50.000 billetter bedre end den 33-årige gamle rekordholder.

Hos Nordisk Film Distribution er de selvsagt begejstrede for guldfuglen af en film, der får danskerne til at fylde biografer på stribe.

– Ternet Ninja fortsætter med at imponere. Det er fantastisk at se en dansk familiefilm appellere så enormt bredt som den gør.  Filmen har fortsat mange kilometer i benene, så det er ikke til at sige præcis hvor den ender. Men det virker sandsynligt, at den vil passere minimum 750.000 solgte billetter, siger Frederik Honore, der er direktør i Nordisk Film Distribution.

Men det er ikke kun publikum, der er begejstret for Ternet Ninja – faktisk er filmen også nomineret til fem Robert-priser og to Bodil-priser.

Det store lærred

For Anders Matthesen har Ternet Ninja været en film, som han selv har været med til at instruere, men den er også baseret på komikerens børnebogsdebut af samme navn. Derudover har komikeren nærmest vanen tro indtalt alle stemmer selv på nær to, mens han har skrevet alle filmens sange.

Det er langt fra første gang, at Anders Matthesen prøver kræfter med det store lærred. Han har tidligere instrueret filmene Terkel i Knibe fra 2004 og Sorte Kugler fra 2009. Begge blev et hit i biografen – og for ‘Anden’ så er Ternet Ninja tredje film på stribe, som danskerne lapper i sig.

I galleriet øverst kan du se en top fem over, hvilke danske animationsfilm som har solgt flest biografbilleter nogensinde.

Powered by Labrador CMS