Amalie: -Alenemødre har det nemmere

Realitydeltageren Amalie Szigethy mener, at der er mange fordele ved at være solomor.

Udgivet Opdateret

Det er benhårdt arbejde at blive forælder, og pludselig følger der helt nye pligter som bleskift, babyputning og ture med barnevognen.

For realitystjernen Amalie Szigethy blev alt dette hverdag, da hun sidste sommer blev mor til datteren Josephine Charlotte.

Mor og far danner ikke par

Datteren fik hun med forretningsmanden Mikkel Skelskov.

Men de to danner ikke par, og dermed har den tidligere “Paradise Hotel”-deltager fået rollen som solomor.

Trives som singlemor

Selv om der er meget at se til, så trives hun i rollen som singlemor, og hun mener, at det faktisk har sine fordele at være alene med en baby.

– Jeg er jo rigtig glad for, at jeg er alene, fordi jeg mener, at kvinder der er alene har det nemmere, siger Amalie til Ritzau Fokus og fortsætter:

– Så kan det godt være, at man får hug for at være alenemor, men jeg tror, at det nye er, at man er alenemor, forklarer hun.

Kan selv tage beslutninger

Hun begrunder det med, at man som alenemor er den eneste, der har noget at skulle have sagt.

Dermed skal man ikke diskutere alting med en partner, før man kan tage en beslutning.

– Fordi så er det dig, der bestemmer. Grunden til at folk går fra hinanden, er jo typisk, at de får børn sammen, og det slider på forholdet, siger Amalie.

Mange krav til kommende kæreste

Selv drømmer hun om en dag at møde en ny mand, men hun lægger ikke skjul på, at hun har mange krav til en kommende kæreste.

Han skal blandt andet elske datteren Josephine Charlotte højt, være ansvarsfuld og så skal han ville have børn.

Amalie er en af deltagerne i det nye TV3-program “Forsidefruer”, hvor seerne kan følge fem kendte kvinder og deres liv.

Tv-programmet havde premiere onsdag aften på TV3.

/ritzau/FOKUS

Powered by Labrador CMS