ABBA-medlem afslører nyt projekt

Den 80-årige svenske stjerne løfter sløret for helt ny musical – og afviser én gang for alle rygterne

Offentliggjort

Den svenske musiker Björn Ulvaeus, 80 år, dukkede torsdag aften op i Operaen til Bang & Olufsens store 100-års jubilæumsarrangement, hvor han satte ord på den mystiske guitarvideo, han for nylig lagde ud på Instagram.

I opdateringen sad han med guitaren og komponerede ny musik, og det affødte naturligt spørgsmålet: 

Er noget stort under opsejling?

Åbnede mere op

Björn Ulvaeus i Operaen

- Nej, det er ikke et nyt ABBA-album på vej, men noget andet, sagde han hemmelighedsfuldt til Kendte.dk.

Få sekunder senere åbnede han mere op.

- Det er faktisk en ny musical, afslørede han.

Helt konkret arbejder han på et nyt værk sammen med en britisk forfatter.

- Jeg kan kun sige, at jeg arbejder på en ny musical med en britisk forfatter. Det er alt, hvad jeg kan sige, lød det med et smil.

Björn Ulvaeus har flere store musicals bag sig, blandt andet Chess fra 1984 og Mamma Mia! fra 1999, der fik global succes.

Aviste klart

Om der kunne være mere på vej fra ABBA selv, afviste han dog klart.

- ABBA satte deres endelige punktum for et par år siden, sagde han med henvisning til showet 'ABBA Voyage', der åbnede i London i 2022.

Han fortalte samtidig, at gruppens medlemmer fortsat ses privat.

- Vi ses med jævne mellemrum ofte på Mallorca eller i Stockholm. Vi er meget gode venner, forsikrede han.

Julen bliver også i år en familietradition, fortalte han.

- Min kone Christina og jeg regner med at holde jul hos hendes familie i Herning med and, flæskesteg og rødkål, forsøgte han at sige på dansk med et grin.

Björn Ulvaeus med hustruen Christina Sass i Operaen.
Powered by Labrador CMS