Aarhusiansk kult(ur)-personlighed er død: Slut med musik og komik
Den aarhusianske kult-figur H.C. Vartenberg er død.

H. C. Vartenberg er død. Musikeren og komikeren, der i en generation eller to har underholdt især aarhusianerne, er spillet sin sidste tone og fortalt sin sidste vittighed.
Det oplyser H. C.s søn Kristoffer på sin Facebook-side med ordene: Vores elskede far er pludselig taget fra os.
H. C., eller Hans Christian, som han var døbt, involverede sig allerede som 14-årig saxofonist i musikken.
Han slog sig tidligt sammen med Anders Errboe (Østjysk Musikforsyning) og de to spillede allerede som helt unge på de aarhusianske jazz-klubber.
Som han har fortalt DMFs lokalblad Basunen, har han aldrig været fastansat i sit liv – og altså levet som freelancer.
Musik og komik
I 1972 blev han medlem af førnævnte Østjysk Musikforsyning, der blandt andet optrådte på Pejsegården i Brædstrup.
“I 90’erne var ØM revyerne Danmarks næststørste i forhold til solgte billetter kun overgået af Cirkusrevyen”, står der i Basunen.
De mest kende monologer af Vartenbergs, for komiker var han også, er nok Kanotur på Gudenåen og Headquarter kalder messen.
Han fik også skrevet nummeret KFUM i Østjysk Musikforsyning, en undersættelse af Village People-hittet YMCA – en sang, der i 1979 blev spillet flittigt i Danmarks Radio.
Umage par
Senere slog han sig sammen med John Nørgaard. Blandt andet i “De Muntre Montører”.
– H.C. og jeg havde et både hyggeligt og opbyggeligt venskab og samarbejde gennem en lang årrække, fortæller John Nørgaard, der ikke lægger skjul på H. C.s indflydelse.
– Først og fremmest påvirkede han mig i retning af frisind og åbenhed overfor alt og alle, vi mødte på vores vej. På det kreative plan var det altid ham, som kom med den afgørende skæve idé, som forandrede det ordinært sjove til det forunderlige absurde. Vi var ofte uenige omkring vores arbejde, men henholdt os hver gang til PHs udsagn om at “Uenighed gør stærk”, siger han.
Aktiv til de sidste
I sine senere år var han en stor del af Frivillighuset på Frederiksbjerg i Aarhus. Her fik han startet Skt Pauls Band – et bigband for ‘senior-musikere’.
At H. C. Vartenberg hørte til de mennesker, der – som John Nørgaard påpegede – betød noget for andre, beskriver sønnen Kristoffer sådan her:
– Hans væremåde kan aldrig beskrives anderledes end helt igennem fantastisk og rummelig. Vores hjem var altid åbent for mine venner og alle mennesker der ville have noget mad eller en kold øl og en snak om alt mellem himmel og jord.
H. C. Vartenberg er død. Han blev 74 år gammel.
Kilde: Basunen.