90-årig fødselar slog op med stor forfatter

Niels Barfoed, som torsdag runder et skarpt hjørne, har levet et langt liv i litteraturens tegn

Selv om journalist og forfatter Niels Barfoed fylder 90 år torsdag den 29. april, så har han langtfra pensioneret sig selv. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Udgivet Opdateret
Torsdag kan Niels Barfoed, som er journalist, forfatter, litteraturhistoriker, kritiker og redaktør, fejre rund fødselsdag.
Han fylder 90 år.
Barfoed voksede op i København under Besættelsen. Det har præget hans liv, som har bevæget sig i krydsfeltet mellem journalistik, litteratur og politik.

– For mig er der kun én til marven gående befrielse, nemlig den 4. maj 1945. Siden hen har der været en hel række nedslag af forgæves befrielsesforsøg lige indtil systemskiftet i Østeuropa i 1989, skrev han for nylig i et essay.

Trods sin høje alder har den 90-årige fødselar langtfra pensioneret sig selv.

I september 2020 udkom hans seneste bog ‘Ingen vej udenom. Om liv og død og kærlighed og krig’, som er en række erindringsglimt fra barndom og voksenliv.

“Medrivende fortællinger fra den kulturradikale glasklokke,” skrev Berlingskes anmelder, der gav bogen fire stjerner.

Mødte kommende fyrtårne i ung alder

Niels Barfoed blev student fra Vestre Borgerdydskole i København i 1949.

Han gik i skole og var ven med adskillige kommende fyrtårne i dansk ånds- og kulturliv: Filosoffen Villy Sørensen og forfatterne Klaus Rifbjerg og Jesper Jensen, som han alle har overlevet.

Herefter studerede han litteraturhistorie og forlod universitetet som mag.art. i 1956. Han blev senere dr.phil. på en afhandling om Don Juan i dansk guldalder.

Barfoeds mange meritter

Det lykkedes Barfoed som meget ung at få optaget et par digte i det toneangivende litterære tidsskrift Heretica – et vigtigt skridt ind på parnasset. “I ungdommeligt overmod”, som han selv udtrykker det.

I 1957 debuterede han som digter med samlingen “Den tøvende dag”. Senere fulgte en lang række bøger fra hans hånd – såvel om litteratur som om udviklingen i Østeuropa frem mod Murens fald.

Journalisten og forfatteren blev senere formand for Dansk PEN og var tæt på intellektuelle dissidenter i Tjekkoslovakiet, heriblandt senere præsident Vaclav Havel.

Barfoed har skrevet for adskillige dagblade: Aalborg Stiftstidende, Information, Politiken, Det fri Aktuelt samt for Weekendavisen. Fra 1964-1968 var han medredaktør af tidsskriftet Vindrosen.

“Store Klaus” kunne være i ondt lune

Klaus Rifbjerg blev en næsten livslang ven.

Men Rifbjerg var også en nærtagende og uberegnelig ven og konkurrent, som man kunne slå sig gevaldigt på, når “Store Klaus” var i ondt lune og ikke undså sig for at hænge ellers nære venner offentligt til tørre.

Så Barfoed valgte i 1990’erne offentligt at opsige venskabet.

Har levet længe som ungkarl

I sin ungdom var Niels Barfoed gift og stiftede familie med rækkehus i Virum.

Men i et interview i Politiken i 2018 insisterede han på, at “hele livet er en opdagelsesrejse”. Og han havde næppe haft det liv, han har haft, inden for ægteskabets rammer, konstaterer han.

Niels Barfoed har modtaget en række priser. Blandt dem Georg Brandes Prisen, Rungstedlund-prisen, Otto Gelsted-Prisen, Publicist-Prisen og PH-Prisen.

Powered by Labrador CMS