85 år: Gav aldrig slip på hendes hånd

Den ene halvdel af dansktopduoen Lis & Per har fødselsdag

Offentliggjort Sidst opdateret

Lis og Per var børn, da de for 70 år siden tog hinanden i hånden for første gang.

Det var Per Kauczki, der fulgte den dengang 11-årige pige hjem fra deres fælles fritidsklub i Silkeborg.

Drengen skulle til at sætte hende af foran hendes trappeopgang, da han fandt modet til at spørge:

- Gider du komme sammen med mig? Fordi ellers gider jeg ikke blive ved med at følge dig hjem, gengiver Per Kauczki.

Lidt uartigt

Han griner, når han i dag tænker tilbage på mindet.

- Det var lidt uartigt, men vi vidste jo ikke, hvordan man gjorde. Så gav vi hinanden hånden på det og blev kærester.

Hvad de heller ikke kunne have vidst dengang, var, at det skulle blive starten på et livslangt forhold.

Sammen har Lis og Per Kauczki i dag 3 børn, 13 børnebørn, 4 oldebørn og en stor musikkarriere som dansktopduoen Lis & Per.

Idag vil de sammen med familien fejre hans 85 års fødselsdag.

- Lis har betydet alt. Jeg ved ikke, hvad jeg skulle have gjort uden hende, fortæller han om sin kone.

Satsede på musikken

Lis og Per Kauczki har været gift siden 1963 og udgør sammen dansktopduoen Lis & Per. - Lis har betydet alt. Jeg ved ikke, hvad jeg skulle have gjort uden hende, siger Per Kauczki.

Det var også Lis Kauczki, der i sin tid opfordrede til, at de skulle satse på musikken.

Per Kauczki havde dengang travlt med sit arbejde som marketingchef.

- Jeg var træt, og jeg var udslidt. Så jeg sagde til Lis: "Jeg kan ikke klare det her. Jeg tror, jeg dør af stress".

Derfor foreslog hun, at de forfulgte musikdrømmen.

En skeptisk Per Kauczki svarede, at "det kunne man da ikke leve af".

Sprang ud

- Hertil svarede Lis: "Jamen, du siger jo alligevel, at du dør af det andet", mindes han.

Derfor sprang de ud i en karriere som dansktopmusikere.

Siden de begyndte at optræde i slutningen af 1970'erne, har Lis & Per solgt over to millioner albummer.

Og de er aldrig stoppet.

Lis og Per Kauczki, der begge er over 80 år, har stadig koncerter i kalenderen.

I et af deres største hits, "Vore allerbedste år", fra 1989, synger parret:

Fra glæde til glæde

- Så lad de år, vi har tilbage, blive de bedste i vort liv.

Det er nu 36 år siden, og Per Kauczki kan bekræfte, at sangens ord indtil videre har vist sig at være sande:

- De år har været fantastiske! Det har været én stor vandring fra glæde til glæde.

Powered by Labrador CMS