80 år: Klovnen fortsætter gerne
Benny Schumann har ingen planer om at stoppe karrieren i manegen
Benny Schumann blev født ind i cirkuslivet og begyndte selv at optræde, inden han var fyldt to år.
I dag har den prisvindende klovn og multiartist rundet de 80 år.
På trods af den høje alder er han stadig aktiv som klovn og optræder rundt omkring i Danmark.
- Mit liv som klovn er en glæde for mig. Det er enormt livsbekræftende, at jeg kan leve af det, som jeg drømte om som lille dreng, siger Benny Schumann.
Han laver færre forestillinger og opgaver nu, end han gjorde engang. Nu optræder han mellem 80 og 100 gange om året, hvor han førhen optrådte op til 200 gange om året.
Berømt cirkusfamilie
Benny Schumann er født ind i en berømt cirkusfamilie, hvor flere har optrådt eller stadig optræder som klovne og artister.
Hans mors side af familien startede med at lave cirkus i 1848.
- Schumann-familien har særligt været kendt for vores hestenumre. Jeg optræder ikke med hestene mere, men jeg har den stadig på hobbyplan, siger Benny Schumann.
Det var lidt af et tilfælde, at familien begyndte at optræde som klovne.
- Min morfar turnerede som cirkusartist og lavede shows med trapez. Op til et show forstuvede han sin fod og kunne ikke optræde. Derfor bad cirkusdirektøren ham om at optræde som klovn, og det stoppede han aldrig med igen, siger Benny Schumann.

Han har ikke foreløbig nogen planer om at gå på pension, og i øvrigt optrådte hans morfar, til han var 87 år.
Artist og klovn
Ifølge Benny Schumann er der særligt to grunde til, at han elsker livet som artist og klovn.
- Jeg kan godt lide selv at bestemme over mit liv og være fri, og det kan jeg som klovn.
- Derudover tror jeg, at underholdningen kan tiltrække voksne og børn i en travl hverdag og give dem et grin. Det tror jeg, at alle mennesker har brug for en gang imellem. Det betyder meget for mig at give folk den oplevelse, siger Benny Schumann.
Benny Schumann bor sammen med sin hustru, Marianne Schumann, som han også tidligere har lavet cirkus med, ved Rungsted Kyst. De har sammen to døtre og fire børnebørn.
Benny Schumann skal fejre sin runde dag med familie og venner i familiens ferielejlighed i Cubelles, som ligger syd for Barcelona.
