75 år: Slipper aldrig hjerteklubben Aab
Lynge Jakobsen blev som mangeårig sportsdirektør et synonym med fodboldklubben
Har man sagt Lynge Jakobsen, må man også sige AaB.
Nordjyden, der 10. november fylder 75 år, blev medlem af fodboldklubben som seksårig og stoppede som sportsdirektør samme sted i 2013 som en af de mest ikoniske figurer i klubben.
Jakobsen fortsatte i yderligere otte år i bestyrelsen, før han trådte ud i 2021, og han har ikke tænkt sig at stoppe med at komme i klubben og følge den tæt.
Lynge Jakobsen kommer fast til hjemmekampene - og også en udekamp i ny og næ.
Giver en hjælpende hånd
Selv om han ikke længere har faste opgaver i klubben, giver han stadig en hjælpende hånd, hvis der er brug for det, fortæller han.
Jakobsen blev ansat som sportsdirektør i AaB i 1996 og var med til at vinde DM-titlerne i 1999 og 2008.
Tidligere var han træner i en årrække, men vendte tilbage til Aalborg-klubben og blev ansvarlig for at sammensætte holdet.
Udover jobbet som sportslig ansvarlig i AaB var han i sit sidste år i direktionen også overordnet direktør for hele forretningen efter Poul Sørensens farvel.
Solgte dem dyrt
AaB-manden var blandt andet kendt for at være dygtig til at opdage store talenter, købe dem billigt og sælge dem dyrt.
Eller som han var kendt for at sige:
- Det bedste, vi nordjyder ved, er vin ad libitum og transferfrie spillere.
Siden Jakobsen trådte ud af bestyrelsen, kom AaB i 2023 på tyske hænder, og det har ikke været nogen succes. På grønsværen er AaB rykket ned i 1. division, og klubbens fans har ytret sig ekstremt kritisk over ejerskabet.
Penge i kassen
- Vi, der virkelig er AaB, har bekymret os, da udenlandske folk skulle tage over. Men man skal huske, at der var en årsag, og klubben havde brug for at få penge i kassen. Det viste sig ikke at være verdens bedste match, siger Jakobsen.
Nu finder han optimisme i, at klubben ud over det tyske islæt har hentet en direktør (Michael Tuxen Boll) og træner (Steffen Højer) i Viborg samt en sportschef i Brøndby (John Møller).
- Så er det i hvert fald kommet tættere på Nordjylland, men jeg vil understrege, at det ikke skal blive sådan noget hjemmefødning, hvor kun nordjyder er dygtige nok til at være her.
Varme tanker
Lynge Jakobsen har i otte år haft uhelbredelig lungekræft og sender varme tanker til det danske sundhedssystem.
- Jeg har det ok og pylrer ikke. Det er en gave i sig selv at blive 75, og jeg føler mig voldsomt privilegeret. Jeg tror faktisk, at du også kommer til at ringe til mig, når jeg fylder 80.
Lynge Jakobsen er ikke til store fester, så det trekvarte århundrede skal fejres med to-tre sammenkomster.
Blandt andet med konen Gitte, de to sønner Thomas og Rasmus samt de fire børnebørn og to oldebørn.