75 år i dag
Skulpturerne er Peter Bonnéns varemærke. Siden er fotografierne, blandt andet fra Djibouti, kommet til. 27. oktober fylder han 75 år.
Mange kender Peter Bonnéns skulpturer, og de, som ikke gør, gør måske alligevel.
De enkle kunstværker, ofte udført i jern eller sten, er udstillet på landets museer og står også i parker og ved offentlige bygninger.
Artiklen fortsætter under videoen
Og der er mange af dem, for Peter Bonnén, som fylder 75 år 27. oktober, har været aktiv kunstner, siden han var ung.
Sin første udstilling havde han som 16-årig.
Da Statens Kunstfond nogle år senere købte værket “Skulptur i seks dele”, var navnet slået fast – også uden for kunstkredse.
Det skyldtes ikke mindst en lagerforvalter, Peter Rindal, der mente, at det var hul i hovedet, at fonden havde betalt 1400 skattekroner for en skulptur, som ikke rigtig forestillede noget.
Værket, som i dag tilhører kunstmuseet i Herning, var tilmed lavet i metal.
Den vrede lagerforvalter tog initiativ til en underskriftsindsamling på sin arbejdsplads. Den bredte sig, og snart havde 50.000 mennesker skrevet under på protesten.
Rindalismen
Det blev kickstarten til “rindalismen” og en debat om statens rolle i forhold til kunst og kultur, men også til Peter Bonnéns karriere.
Han var på det tidspunkt allerede en del af Den Eksperimenterende Kunstskole, som også talte kunstnere som Jens Jørgen Thorsen og Per Kirkeby.
Det var eleverne selv, der bestemte, hvem der kunne komme ind. “Hommage à Irma” bestående af knækbrød i ramme blev Bonnéns adgangsbillet.
Interessen for skulpturerne har han stadig, men med årene har de fået følgeskab af fotografier. Blandt andet fotoserien “Djiboutis Farver”, der vakte stor begejstring, de den blev vist på Davids Samling i København i 2016-2017.
– Særligt for at vise de urimeligt store forskelle, der er i vor verden. Ikke for at dokumentere, blot afbilde, skriver Peter Bonnén i en mail til Ritzau.
Her udtrykker han desuden tilfredshed med det, han har nået:
– Jeg har jo opnået alt det, jeg blot kunne drømme om, da det hele begyndte. Desuden må du godt skrive, at jeg i fremtiden vil arbejde noget mere og læse lidt færre bøger.
Danner par med forfatter
Privat danner han par med Linda Bonnén, der indtil i sommer drev Andedammen i Tivoli. Det var, mens hun stod i boden, at de i sin tid mødte hinanden.
Foruden en fælles søn tæller familien Signe Bonnén og Kaspar Bonnén, som Peter Bonnén har fra et tidligere ægteskab.
Kaspar Bonnén, der er billedkunstner, udgav i maj en bog, hvor han uden omsvøb fortalte om sin barndom med en fraværende kunstnerfar.
Far og søn bor dog fortsat i samme ejendom i det centrale København.