70 år i dag
Den amerikanske sanger og sangskriver Chrissie Hynde er mest kendt fra rockbandet The Pretenders. 7. september kan hun fejre sin 70-års fødselsdag
Selv om det er over 40 år siden, at hun skrev musikhistorie ved at danne rockbandet The Pretenders, holder Chrissie Hynde stadig gang i musikkarrieren. 7. september fylder hun 70 år.
Senest har hendes fans kunnet lytte til hendes fortolkning af flere Bob Dylan-sange på albummet "Standing in the Doorway", som hun har udgivet i år.
I 1973 flyttede hun til den britiske hovedstad London fra USA, og fem år senere dannede hun The Pretenders sammen med guitaristen James Honeyman-Scott og bassisten Pete Farndon.
Musikeren Martin Chambers var med som trommeslager.
Står bag flere hits
Gruppen nåede at udgive flere sange med succes.
Det inkluderede blandt andet "Brass in Pocket" og to album.
Men ikke mange år efter at The Pretenders var blevet en realitet, døde Honeyman-Scott og Farndon i henholdsvis 1982 og 1983.
Bandet har siden bestået af forskellige formationer, men altid med Chrissie Hynde.
Blandt de største hits er sange som "Don't get Me Wrong", "Back On The Chain Gang" og "I'll Stand By You".
Begyndt at male
Derudover har Hynde kastet sig over kunsten og er blandt andet begyndt at male. I 2018 udgav hun en bogen "Adding The Blue" med sine egne malerier.
Som 60-årig lagde hun den vilde rockstjernetilværelse med stoffer, alkohol og smøger bag sig, skrev den nordirske avis Belfast Telegraph i 2019 i forbindelse med et interview med sangeren.
Nu finder hun energi i maleriet og daglig morgenyoga.
Endte i shitstorm
Men rockstjernen har også formået at gøre sig upopulær.
I sin selvbiografi, "Reckless", fra 2015, skrev Hynde, at hun selv var skyld i en voldtægt, hun blev udsat for i 1970'erne.
- Det var bare totalt pis. Lige pludselig blev jeg denne her voldtægtsapologet.
- Jeg sagde ikke, at jeg var et offer, men jeg sagde, at jeg var lidt af en forbandet idiot, sagde hun siden til britiske The Guardian.
Chrissie Hynde har sammen med The Pretenders senest udgivet albummet "Hate for Sale" i 2020, som blandt andet trommeslager Martin Chambers var med på.
Hun har blandt andet dannet par med musikstjernerne Jim Kerr og Ray Davies.
Der er kommet en datter ud af hvert af de to forhold.