70 år i dag

Det tidligere folketingsmedlem for Venstre Karsten Nonbo, som 12. juli bliver 70 år, har langet ud efter både jyske landmænd og klimademonstranter

Offentliggjort Sidst opdateret

Kontroversielle kommentarer, som kunne sætte gang i en debat.

Den disciplin mestrede det tidligere folketingsmedlem for Venstre Karsten Nonbo, som fylder 70 år 12. juli.

Som da han kaldte demonstranterne under klimatopmødet i København i 2009 for "sølle klynkere", fordi de klagede over, at politiet havde tvunget dem til at sidde i futtog i adskillige timer på den iskolde asfalt som følge af en præventiv anholdelse.

- Nu var det en flok sølle klynkere, som blev anholdt. De var jo ufarlige, men havde der siddet fire mennesker med bomber i taskerne blandt dem, så havde politiet været nogle helte, sagde Nonbo til jp.dk, men han understregede, at han talte på egne vegne.

Den kommentar fik TV 2 Nyhederne til at udfordre Nonbo til at prøve det på egen krop. Men tre timer i vinterkulden på en våd parkeringsplads ændrede ikke Nonbos opfattelse: Der er ingen grund til tudefjæs, konkluderede han.

Begyndte i kommunalpolitik

Nonbo begyndte sin politiske karriere i kommunalbestyrelsen i Fladså Kommune i 1990, og Nonbo blev valgt ind i Folketinget i 1998. Her sad han frem til 2015.

Og det er ikke kun venstreorienterede klimademonstranter, der har stået for skud.

Nonbo har også langet ud efter jyske landmænd, da han udtalte, at man burde asfaltere de jyske marker, der får braklægningsstøtte fra EU, for at være sikker på, at landmændene ikke dyrker noget på dem.

Det var også jyderne, der stod for skud, da Nonbo argumenterede imod en udvidelse af motorvejsnettet i Jylland, fordi der kører så få biler på vejene, at det er helt unødvendigt at skovle sne på dem, fordi ingen alligevel ville opdage, at den lå der.

Karsten Nonbo sad i Folketinget for Venstre fra 1998 til 2015. (Arkivfoto).
Karsten Nonbo sad i Folketinget for Venstre fra 1998 til 2015. (Arkivfoto).

Knaldet med høj fart

Trods de kontroversielle udtalelser kom Nonbo dog først for alvor i problemer, da han som gammel politibetjent, medlem af Folketingets Trafikudvalg, formand for den daværende regerings Færdselssikkerhedskommission og medstifter af klippekortordningen blev fanget med 68 kilometer i timen på en strækning, hvor man kun måtte køre 50 kilometer i timen.

Det er menneskeligt at fejle, lød hans kommentar.

Powered by Labrador CMS