60 år: Står i spidsen for 'Lego'-familiens pengetank

Søren Thorup Sørensen forlod et topjob i Mærsk på grund af stress, men blev siden administrerende direktør i Kirkbi

Offentliggjort

Som topchef for holdingselskabet Kirkbi står han i spidsen for Lego-familiens pengetank, der i de senere år er vokset markant.

Administrerende direktør i Kirkbi Søren Thorup Sørensen, der fylder 60 år den 29. september, begyndte sin karriere som revisor i 'KPMG'.

Han blev siden hentet til A.P. Møller - Mærsk som finansdirektør og partner, men måtte trække stikket på grund af stress.

De seneste 15 år har han været Lego-familiens mand i spidsen for Kirkbi, som ejer 75 procent af Lego og varetager familiens investeringer.

Markant forøgelse

Det vakte opsigt i 2009, da Søren Thorup Sørensen sagde op fra sin stilling som partner og finansdirektør i A.P. Møller - Mærsk og var åben om, at det skyldtes stress.

Ved udgangen af 2024 havde Kirkbi samlede aktiver for 177 milliarder kroner - en markant forøgelse fra de 21 milliarder kroner, som egenkapitalen lød på i 2010, da Søren Thorup Sørensen kom til.

Søren Thorup Sørensen er født i Skanderborg. Efter studentereksamen i 1984 blev han ansat i revisionsfirmaet 'KPMG'.

Det blev til næsten 20 år i 'KPMG', hvor Søren Thorup Sørensen undervejs tog en kandidatgrad fra Handelshøjskolen i København og blev statsautoriseret revisor, før han endte som managing partner i firmaet.

Et godt indtryk

I 'KPMG' var Thorup hovedrevisor for A.P. Møller-Mærsk, og han må have gjort et godt indtryk på Esplanaden, for i 2005 blev han hentet til Mærsk-koncernen som finansdirektør.

Det kom dog med en pris i form af et stort arbejdspres. I 2009 mærkede Thorup på egen krop, hvordan stress føles, og han trak sig fra stillingen.

Der skulle sadles om, og Thorup ville prioritere livet anderledes.

- Efter næsten tre år som CFO må jeg konstatere, at arbejdet har været af et omfang, som går ud over mit helbred. Jeg har derfor besluttet at forlade min stilling, skrev Søren Thorup i 2009 i en pressemeddelelse.

Søren Thorup Sørensen bestrider i dag også en stribe bestyrelsesposter i regi af Lego-koncernen.



Powered by Labrador CMS