60 år: Stak af til Rusland

Bashar Assad var kørt i stilling som livslang diktator i Syrien

Offentliggjort

Bashar Assad havde noget at leve op til. Navnet forpligter.

I 1927 besluttede hans farfar, Ali ibn Sulayman al-Wahhish, sig for at skifte efternavn til Assad, "Løve".

Navnet fulgte hans børn, herunder Hafez Assad, der blev Syriens diktator i 1971.

Han blev ofte bare kaldt al-Assad - "Løven".

I år 2000 døde han, og afløseren havde han udpeget på forhånd, nemlig sønnen Bashar Assad.

Da var sønnen en ung mand på 34 år. Uddannet i Storbritannien som øjenlæge og gift med Asma, født og vokset op i London med syriske forældre.

Vesten ventede, eller håbede, at en ung mand med Vesten tæt inde på livet kunne tø det syriske diktatur op.

Sådan gik det ikke, og nu 25 år senere er Bashar Assad og Asma tvunget ud af paladset i den syriske hovedstad, Damaskus.

Oprørerne trak så at sige tænderne ud på den syriske løve, som måtte flygte.

Eksil i Moskva

Den 11. september må Bashar Assad derfor fejre sin 60-års fødselsdag i eksil i Moskva.

Oprindeligt lå det ikke i kortene, at han skulle afløse sin far.

Ikke på grund af folkelig modstand - for i Syrien spørger man ikke befolkningen. Men farmand havde udset sig Bassel Assad, storebror til Bashar, som sin afløser.

Storebror blev dræbt ved en bilulykke i 1994, og så kaldte diktatorpligten på lillebror.

I de første par år med den unge øjenlæge ved roret var der stadig håb om, at Syrien kunne ændre sig i mere demokratisk retning.

Bashar Assad er ikke længere syrisk præsident. Han blev tvunget fra magten i fjor og er nu i eksil i Moskva. Den 11. september fylder han 60. Billedet er fra den 15. marts 2024, da han stadig var præsident og besøgte Ruslands præsident, Vladimir Putin.

Blev ikke til noget

Han talte også om reformer, men de blev aldrig rigtig til noget.

Enten overtog han med åbne øjne sin fars system, eller også blev han suget ind i det.

Eller han var ganske enkelt bange for at opgive kontrol.

Assad-familien tilhører den shiamuslimske gren alawitterne, og den udgør kun omkring 10 procent af befolkningen.

Og ifølge mange syrere sørgede diktaturet for, at alawitterne havde det bedre end andre i Syrien.

En dag boblede utilfredsheden over i befolkningen. I 2011 bredte oprør sig i den arabiske verden mod diktatorer og regimer, der ikke leverede udvikling og fremskridt.

Voldsom fremfærd

Oprør kom også til Syrien, hvor demonstranter krævede reformer. Assad-regimet slog igen med soldater og voldsom fremfærd.

Det betød flere protester, og det endte med den borgerkrig, der skulle rase i mange år.

En krig, der tvang millioner af syrere på flugt i deres eget land og til udlandet, herunder Europa og Danmark.

Islamisk Stat hærgede i flere år. Lande i regionen støttede hver deres gruppering, mens Assad brugte giftgas mod sit eget folk.

I 2015 var han meget presset, men så kom Ruslands præsident, Vladimir Putin, ham til hjælp militært.

Krigen fortsatte med vekslende styrke i en årrække. Men i december 2024 var det slut. I hvert fald for Assad.

Over alle bjerge

Da erobrede islamistiske oprørere provins efter provins, indtil de tog Damaskus.

På det tidspunkt var familien Assad over alle bjerge, og Reuters og andre medier har skrevet, at Assad forinden havde smuglet enorme pengesummer ud af landet.

Asma og Bashar Assad har tre børn, der også menes at være i Moskva.



Powered by Labrador CMS