60 år i dag
Garth Brooks er uhyre populær i sit hjemland USA, hvor han slår rekorder på stribe med voldsomme salgstal. Den 7. februar fylder musikeren 60 år
Amerikanerne elsker countrymusik. Det er Garth Brooks et levende bevis på.
Den amerikanske countrysanger har solgt flere plader end nogen anden solokunstner inden for hjemlandets grænser.
Selv Elvis og Michael Jackson.
Og han er en af de bedst sælgende kunstnere i verden.
Den 7. februar fylder han 60 år.
Garth Brooks voksede op i Tulsa, Oklahama som den yngste i en søskendeflok på seks.
Spillede guitar og banjo
Stærkt influeret af Brooks' mor, som selv var countrysanger i 1950'erne, lærte hele børneflokken at spille musik.
Også Garth, som blev ferm til at spille guitar og banjo.
Hver uge afgav børnene prøve på deres kunnen i barndomshjemmet, hvor forældrene holdt obligatoriske talentaftener.
Efter at Brooks afsluttede sin universitetsuddannelse, begyndte han i 1985 at optræde i lokale klubber i Oklahoma.
Landede første kontrakt efter tre år
Det skulle der gå tre år med, før han landede sin første pladekontrakt med Capitol Records.
Derfra gik det stærkt.
Med et forskud på 10.000 dollar udgav han sin første, selvbetitlede plade "Garth Brooks" i 1989.
Debutpladen satte gang i en lavine af succes for Brooks, som siden har stået bag en kaskade af populære udgivelser.
Blandt hans største hits er sangene "The Dance", "Friends in Low Places" og "If Tomorrow Never Comes".
157 millioner albums
Med et samlet pladesalg på mere end 157 millioner solgte albums - fysiske og digitale - er der få kunstnere, der kommer i nærheden af Brooks.
Det fremgår af den årlige opgørelse fra september sidste år fra den amerikanske pladeindustri, Riia.
Brooks er den eneste kunstner, der har opnået diamantstatus på ni albummer.
En status, der tildeles, når et album overstiger 10 millioner solgte eksemplarer.
Han er desuden udnævnt til det 20. århundredes bedst sælgende soloartist i USA af Recording Industry Association of America (Riaa).
Musikeren har brugt sin stjernestatus til at slå et slag for homoseksuelle.
Brooks, som har kristne rødder, udtalte i 1999 til magasinet George, at "hvis du er forelsket, må du følge dit hjerte og stole på, at Gud forklarer, hvorfor vi af og til forelsker os i en af det samme køn".
Sang duet med George Michael
Året efter optrådte han i en duet med George Michael til en støttekoncert for homoseksuelles rettigheder.
Musikeren har også gjort sig bemærket i andre politiske sammenhænge.
Selv om Brooks er selverklæret republikaner, optrådte han i 2021 under indsættelsen af den demokratiske præsident, Joe Biden.
Inden koncerten udtalte han, at "uanset hvem der bliver valgt som præsident, er det altid en ære at blive spurgt.
Det her er ikke en politisk erklæring, men derimod et slag for sammenholdet".
Garth Brooks er i øjeblikket på turné i USA. Den afsluttes med fem koncerter i Dublin i Irland i september.