60 år: Det begyndte under en stjernehimmel

Anja C. Andersen fik sin første stjernekikkert som 13-årig

Offentliggjort

Et tilfældigt møde eller en enkelt begivenhed kan være afgørende for valg af uddannelse.

For Anja C. Andersen var det en fællestime på en lilleskole i Lyngby, der satte retningen.

Da hun gik i 6. klasse, kom en tidligere elev på besøg.

Han fortalte om sine studier i fysik og astronomi på Københavns Universitet og viste billeder fra de første rumsonder, der var blevet sendt ud gennem solsystemet.

Ville være astronom

Samme aften fortalte Anja C. Andersen, der fylder 60 år i dag, sine forældre, at hun ville være astronom.

Anja C. Andersen har modtaget 21 hæderspriser. En af dem er Rungstedlundprisen, som dronning Margrethe overrakte i 2024.

Interessen blev yderligere næret, da familien kort efter flyttede til Saudi-Arabien, hvor hendes far skulle arbejde i to år.

Hun var ikke begejstret for at skulle forlade Danmark, og i et forsøg på at afbøde savnet forærede forældrene hende en stjernekikkert.

Den brugte hun flittigt, for i Saudi-Arabien er mange nætter skyfri.

Kiggede på stjerner

- Der er alle mulige ting, man ikke må, når man er kvinde i landet, men man må gerne sidde og kigge på stjerner hver aften, har Anja C. Andersen fortalt til DSB's magasin Ud & Se.

Siden blev hun selv studerende i fysik og astronomi på Københavns Universitet, og i dag er hun professor i astrofysik på Niels Bohr Institutet.

Hendes speciale er stjernestøv og dets betydning for planetdannelse.

Men Anja C. Andersen (C står for Cetti) er også interesseret i meget andet inden for astrofysikken. Det har gjort hende til en populær foredragsholder, ligesom nyhedsmedier trækker på hendes store viden.

Deles med omverdenen

Andre kender hende fra bøger om universet og bogen "Livet er et mirakel", som hun har skrevet sammen med præst Anna Mejlhede.

Ikke kun den faglige ekspertise deles med omverdenen. Hun bidrager også med de personlige erfaringer, hun har gjort som kvinde i forskningsmiljøet.

Som mor til to for tidligt fødte piger blev hendes studieforløb langt, og siden har hun mærket de barrierer, der kan rejse sig undervejs i karrieren, når de fleste i miljøet er mænd.

Senest har hun i en bog om overgangsalderen af Lotte Kaa Andersen "Mit hemmelige liv" fortalt, hvordan hun selv er kommet helskindet ud på den anden side.

Svært at få plads

Anja C. Andersen har modtaget så mange hæderspriser, at det er svært at få plads til at nævne dem alle. Blandt de i alt 21 er Ebbe Muncks Hæderspris, H.C. Ørsted Medaljen i sølv og senest Rungstedlundprisen, som dronning Margrethe overrakte i 2024.

Begejstringen for astrofysikken deler Anja C. Andersen med sin mand, irskfødte Darach Watson, der også er ansat på Niels Bohr Institutet.

Tilsammen har de fem voksne børn og et barnebarn på to år.



Powered by Labrador CMS