50 år: Sidder godt i sofaen

Tv-værten Adam Duvå Hall har været vidt omkring på radio og på tv

Offentliggjort

Han har været vært på stort set alle former for underholdningsformater i tv og radio - talkshows, quizzer, satire, reality, prisuddelinger og melodi grand prix - og så er han en meget benyttet konferencier til events uden for skærmen.

Vejen til karrieren for Adam Duvå Hall, der i dag har rundet 50 år, gik gennem en plads på DR's Talenthold, hvor mange tv- og radiopersonligheder er udklækket gennem tiden.

Adam Duvå Hall fik en plads på DR's Talenthold, og det førte til en karriere med værtsroller i radio og tv. Nu fylder han 50 år.

Journalistisk og underholdning

De første år af karrieren lavede han især gakket radio- og tv-satire, mens han i de senere år måske især er kendt som vært på "Go' morgen Danmark" og senest "Go' aften live" - begge med en blanding af blød journalistik og underholdning.

På den måde er Adam Duvå Hall blevet voksen både professionelt og personligt, selv om han som ung aldrig ville have troet, at han skulle ende som vært i den bløde sofa.

- ”Go’ morgen Danmark” har været med til at placere mig det sted, jeg er nu. Jeg er flyttet i rækkehus, og jeg kan godt lide den personlige og nære historie. Der ligger en god rytme i, at man videregiver menneskers fortællinger eller skaber gode oplevelser for seerne, sagde han i et interview i 2020.

Moren underviste

Adam Duvå Hall er opvokset på Christianshavn med lærerforældre og gik på Bernadotteskolen i Hellerup, hvor moren også underviste.

Som ung havde han forskellige job, indtil han blev optaget på talentholdet som 24-årig.

Det førte til en plads som vært på P3-programmet "Monkey Business" sammen med Mads Vangsø og siden formiddagsprogrammet "Adam og Sara" med Sara Bro.

Han har også været vært på satireprogrammerne "Torsdag i 2'eren" og "Go' røv & go' weekend" på DR2.

I 2011 forlod han DR til fordel for TV3, hvor han blandt andet var quizmaster i "Jeopardy". Herefter blev han i 2018 vært på TV2's "Go' Morgen Danmark".

I 2024 skiftede han morgenvagter ud med aftenvagter som vært på "Go' aften live".

Han har også deltaget i realityprogrammerne "Vild med Dans" og senest "Shaolin".

Privat er Adam Duvå Hall gift med marketingchef Christine Gjødsbøl Jensen.

De har to børn - en dreng og en pige.



Powered by Labrador CMS