50 år: Har fået nyt job
Fodboldekspert Martin Jørgensen er en af de ti danskere med flest herrelandskampe bag sig
Den tidligere fodboldspiller Martin Jørgensen har spillet mere end 100 kampe for det danske fodboldlandshold og er dermed en af de ti danskere med flest landskampe for herrelandsholdet.
Han indstillede karrieren som spiller i 2014, hvor han stoppede i AGF, men det var slet ikke et farvel til fodbold.
Siden har han ageret fodboldekspert på TV 3 Sport og på Viaplay. Derudover har han i flere år drevet et familieforetagende med busrejser, som i hans tid udelukkende er blevet til fodboldrejser.
Nyt job

6. oktober fylder han 50 år, og han har lige inden sin runde fødselsdag føjet et helt nyt job til cv'et.
- Jeg har fået et nyt job, hvor jeg på Idrætshøjskolen Aarhus træner drenge og piger, der har valgt fodboldlinjen. Det er jeg lige startet med at gøre to gange om ugen, siger Martin Jørgensen.
- Det er fedt at få lov til at spille fodbold igen og hygge mig med nogle unge mennesker, der synes, at fodbold er sjovt.
Martin Jørgensen fortæller, at han tog jobbet, fordi han tænkte, det kunne være sjovt at prøve noget andet.
Venner med
Derudover er han venner med den tidligere landsholdsspiller Morten Bruun, der havde arbejdet som træner på højskolen, inden Jørgensen overtog det.
Den tidligere fodboldspiller er fortsat fodboldekspert på Viaplay én gang om ugen, hvor han dækker Premier League.
Derudover bruger han også lidt tid på sit firma 'My Way travel', hvor han arrangerer fodboldrejser for sponsorer, mindre firmaer og privatpersoner.
Martin Jørgensen spillede i en stor del af sin karriere i de italienske klubber Udinese og Fiorentina. Tiden i Italien er noget, der vækker gode minder hos den tidligere spiller, særligt når vejret er kedeligt i Danmark.
Når vejret er gråt
- Nogle gange kan jeg tænke på at flytte til Italien igen. Det er særligt nogle tanker, der kommer, når vejret er gråt herhjemme, siger han.
Selv om der er kampaften på hans 50-års fødselsdag, har han fået lov til at få fri på dagen, der fejres i rolige omgivelser.
- Jeg fejrer min fødselsdag på selve dagen med mine børn og min gamle far. Og så holder jeg en større fest i en weekend på et tidspunkt, fortæller han.
