50 år: Elsker komedie og skal nu lave action

Lærke Winther er bestemt også tiltrukket af dramatikken 

Offentliggjort

I 24 år har hun spillet et hav af roller på TV og det store lærred.

Hendes humoristiske karakterer er blevet landskendte, men den næste opgave bliver inden for actiongenren.

I dag har skuespiller Lærke Winther rundt de 50 år.

Lærke Winther rejste som ung til London, hvor hun blev uddannet skuespiller fra 'The Arts Educational School' i 1999.

Hun ville gerne være blevet i London, men blev af praktiske årsager trukket hjem til Danmark.

- Jeg ville gerne det hele, men det var svært at være to steder på en gang. Jeg tog egentlig bare hjem til Danmark igen for at finde ud af noget med en andelslejlighed.

Lærke Winther har medvirket i en lang række danske film og tv-serier, heriblandt "Dicte", "Lærkevej", "Mørke", "Velsignelsen" og "Mødregruppen". Den 23. september fylder hun 50 år.

Humoristisk talent

Kort efter sin hjemkomst fik Lærke Winther i 2001 sin debut med karakteren Sandy i Hella Joofs komediefilm "En kort en lang".

I filmbranchen blev Winther hurtigt anset som et humoristisk talent.

- Det med komikken falder mig meget nemt, men jeg synes, at alle genrer er spændende.

Efter at satireserien "Normalerweize" blev særdeles populær, sagde Lærke Winther nej til flere humoristiske roller for ikke at blive fastlåst som "hende den sjove pige".

- Jeg har altid undret mig over, at man skal vælge mellem humor og drama. Jeg synes også, at humor er ret seriøst.

I radioen

Efterfølgende har Lærke Winther medvirket i en lang række danske film og tv-serier, heriblandt "Dicte", "Lærkevej", "Mørke", "Velsignelsen" og "Mødregruppen".

Hun er tidligere vært på 'Radio24syv'-programmerne "Winthertid" og "Bladet for munden", som hun lavede med sin kusine, Nanna Winther.

Lærke Winther har desuden lagt stemme til flere animationsfilm, heriblandt karakteren Afsky i Pixar-filmen "Inderst inde".

I 2020 udkom hun med debutromanen "Ikke afsendt" om kvinden Marie, der skriver vrede klagebreve om tilværelsen.

Skal fejres med to fester

Lærke Winthers næste store opgave er hovedrollen i en actionkomedie. Optagelserne begynder til oktober.

Lærke Winther blev i 2017 gift med scenograf Thomas Ravn, som hun har tre bonusbørn med. Hun har yderligere et barn fra et tidligere ægteskab.

Fødselsdagen skal fejres med to fester i selskab med venner og familie.

Powered by Labrador CMS