Veteran fik uventet comeback

Karin Gaardsted afløste sin bedste veninde i Folketinget

Offentliggjort

Karin Gaardsteds politiske comeback

Karin Gaardsted vendte tilbage til Folketinget som førstesuppleant, da hendes veninde Annette Lind blev generalkonsul i Flensborg.

Hun ser frem til at repræsentere Viborg, som har manglet socialdemokratisk repræsentation.


Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

Hun havde egentlig sagt helt farvel til Folketinget.

Men da hendes bedste veninde fik tilbudt et hverv uden for landets grænser, fik Karin Gaardsted sidste år et uventet comeback i Folketinget.

Den socialdemokratiske politiker, som søndag 19. oktober fylder 70 år, kom ind som førstesuppleant, da veninden Annette Lind fra marts sidste år blev Danmarks generalkonsul i Flensborg.

- Helt vildt

Karin Gaardsted betegnede det selv som "helt vildt", at hun igen kunne træde ind i Folketinget.

Hun lagde ikke skjul på, at hun så frem til at kunne repræsentere sin hjemegn, Viborg.

- Det er helt tydeligt, at Viborg Kommune har manglet repræsentation fra socialdemokratisk side.

Karin Gaardsted blev første gang valgt ind i Folketinget tilbage i 2011. Sidste år vendte hun tilbage til tinget, efter at hendes bedste veninde fik et andet hverv. (Arkivfoto).

- Vores borgmester (Ulrik Wilbek (V), red.) har også udtalt, at det er et problem, at vi ikke har nogen, der repræsenterer regeringspartierne, sagde Karin Gaardsted til TV Midtvest i december 2023, da det kom frem, at hun skulle tilbage i Folketinget.

Sad to perioder

Hun blev valgt ind i tinget i 2011 og sad i to perioder.

Men ved folketingsvalget i 2019 blev hun fravalgt af vælgerne. Sådan følte hun det i hvert fald selv, har hun udtalt.

Karin Gaardsted holdt sig i perioden efter valget lidt for sig selv.

Ramt af tomhed

Hun blev ramt af en tomhed, og hun havde ikke lyst til at tage ind til byen for at handle, for hun havde svært ved at se vælgerne i øjnene.

Hun savnede at være med til at træffe beslutninger og skabe resultater.

I 2020 blev hun formand for Landsorganisationen af Kvindekrisecentre, en post hun beholdt frem til sidste år.

Vikar i Folketinget

I 2021 var den tidligere folkeskolelærer i et halvt år vikar i Folketinget, men ved valget året efter måtte hun nøjes med rollen som førstesuppleant i Vestjyllands Storkreds.

Men så var det, at Annette Lind blev generalkonsul, og nu er Karin Gaardsted forbrugerordfører i Socialdemokratiet.

Hun har tidligere siddet i byrådet i Viborg Kommune, hvor hun i en periode var viceborgmester.

Karin Gaardsted har datteren Nana Cecilie fra et tidligere forhold.

Powered by Labrador CMS