Sammen om nyt projekt

Samarbejdet er ikke slut, selv om værterne på "Curlingklubben", Maria Fantino og Christian Bonde, har sagt op på DR. Nu skal de lave podcast på Bauer Media

Udgivet

Den dynamiske duo Maria Fantino og Christian Bonde er tilbage i æteren.

De to værter, der i en årrække har sendt det uhyre populære program "Curlingklubben" på DR, får nu deres egen podcast på Bauer Media under navnet "Fantino & Bonde".

Den timelange podcast udkommer en gang ugentligt med premiere 6. oktober.

Det annoncerer mediehuset i en pressemeddelelse.

Selv om podcasten er ny, forbliver konceptet velkendt, forsikrer duoen.

- Man får jo nok en del af det, man kender i forvejen: nemlig en masse dumme hverdagssituationer og forhåbentligt fra din hånd, Maria, en masse dårlige hørespil, en masse takes på aktuelle historier og en hel masse hygge og humor. Det er jo det, som vi er der for, uddyber Christian Bonde og bliver suppleret af Maria Fantino:

- Jeg tror, at vi vil gøre lytterne en kæmpe bjørnetjeneste, hvis vi kom med et fuldstændigt nyt produkt. Vi har jo ikke stoppet "Curlingklubben", fordi det ikke fungerede længere. Det fungerede jo ret godt - det fungerede godt for os, og det fungerede ret godt for lytterne, siger hun.

På DR som praktikanter

Han og Maria Fantino begyndte på DR som praktikanter og blev siden sat sammen til at stå i spidsen for eftermiddagsprogrammet "Curlingklubben" på P3.

Efter fem år på kanalen sagde Maria Fantino i sommer op, fordi hun havde fået jobbet som ny vært på "X Factor", som sendes på TV 2, efter at Sofie Linde stoppede.

- Der er jo ikke nogen grund til, at et band går i opløsning, når de stadig har det godt sammen, har stor respekt for hinanden og stadig kan lave gode ting

Christian Bonde

Allerede da hun skulle til casting på det populære program, hev hun fat i Christian Bonde som den første.

- Det vigtigste for mig var faktisk, at hvis jeg overhovedet blev tilbudt jobbet, hvad skulle der så ske med os, fortæller Maria Fantino.

- Jeg tror også, at jeg godt vidste med det samme, at hvis man bliver tilbudt et job som "X Factor" på TV 2, så kan man ikke være på DR. Derfor ville jeg høre, om Christian ville være villig til at tage rejsen med videre med mig.

Billede af Christian Bonde og Maria Fantino
- Vi har jo ikke stoppet "Curlingklubben", fordi det ikke fungerede længere. Det fungerede jo ret godt - det fungerede godt for os, og det fungerede ret godt for lytterne, siger Maria Fantino om samarbejdet med makkeren Christian Bonde. (PR-foto). -

Har også sagt op

Og det var Christian Bonde.

I august oplyste han, at han også havde sagt op på DR.

- Der er jo ikke nogen grund til, at et band går i opløsning, når de stadig har det godt sammen, har stor respekt for hinanden og stadig kan lave gode ting, lyder det fra ham.

Fantino & Bonde

  • Premiere 6. oktober
  • Timelang podcast ugentligt
  • Dumme hverdagssituationer og dårlige hørespil
  • Fra fastansat til freelance

Har været slræmmende

Selv om de har hinanden, er det alligevel nervepirrende at gå fra fastansat til freelance, tilføjer Maria Fantino.

- Vi er jo begge to ret konservative typer, der godt kan lide at have en pensionsopsparing og faste feriedage. Så det har jo været skræmmende, siger hun.

En ny æra

Christian Bonde kalder det en ny æra.

- Vi er jo vokset med programmet, programmet er vokset med os, og jeg tror og håber, at der er rigtig mange lyttere, der er vokset sammen med os og programmet, siger han og fortsætter:

- Så håber jeg, at de vil blive ved med det. Og så håber jeg da også, at der er en masse nye, der har lyst til at hoppe med på toget undervejs. Det vil være drømmen.

"Fantino & Bonde" får premiere 6. oktober og vil være tilgængelig gratis på de fleste podcastplatforme.

Powered by Labrador CMS