Så er der bryllup
Efter ti år sammen har skuespillerparret Sarah Juel Werner og Ari Alexander sagt ja til hinanden.
Bryllupsklokkerne kimer.
Det danske skuespillerpar Sarah Juel Werner og Ari Alexander har giftet sig efter ti års forhold.
Blandt bryllupsgæsterne er skuespilleren Josefine Tvermoes, som har delt stories - korte, tidsbegrænsede klip - fra parrets store dag på det sociale medie Instagram.
Sarah Juel Werner og Ari Alexander mødte hinanden på et skuespillerkursus i New York i 2015. Her opstod et venskab, som siden udviklede sig til kærlighed.

Sammen har den 33-årige skuespillerinde og den 34-årige skuespiller to døtre.
Også kolleger
I maj 2022 afslørede Sarah Juel Werner over for sine følgere på Instagram, at hun og Ari Alexander skulle giftes.
Ud over at være kærester er Sarah Juel Werner og Ari Alexander også kolleger. De har spillet over for hinanden i DR-serien "Doggystyle", hvor Sarah Juel Werner spiller Ida, der har et handicap, mens at Ari Alexander kan ses i rollen som hendes hjælper, Henrik.
Ari Alexander har senest blandt andet medvirket i den oscarnominerede danske film "Pigen med nålen" og var med i Hollywood til uddelingen i marts.
Står bag mig
Derudover er Ari Alexander kendt fra roller i DR-dramaerne "Bag enhver mand" og "Borgen".
Da Ritzau spurgte skuespilleren, hvem der står bag ham, faldt svaret prompte på Sarah Juel Werner.
- Hun står meget bag mig - og faktisk også foran mig, synes jeg. Det er hende, der trækker i snorene. Hun er vidunderlig, lød det fra ham.
Sarah Juel Werner var kun ti år gammel, da hun debuterede som skuespiller i børne- og ungdomsfilmen "Ulvepigen Tinke" fra 2002. Fire år efter fik hun hovedrollen i DR-julekalenderen "Absalons hemmelighed".
Nominering
Som voksen uddannede hun sig til skuespiller og har blandt andet medvirket i Susanne Bier-filmen "En chance til" fra 2015 og i "Idioten", der indbragte hende en Bodil-nominering i 2024.