Exit: -Jeg har haft ondt
De magiske krystaller svigtede Pusle Helmuth og Damian Czarnecki i ’Vild med Dans’
Pusle Helmuth og Damian Czarnecki måtte erkende, at timeglasset var løbet ud for deres vedkommende fredag aften i ’Vild med Dans’.
De magiske krystaller, hun har båret på sig under deltagelsen for at bringe held, svigtede under omdansen mod Gustav Salinas og Karina Frimodt med et exit til følge.
- Vi er selvfølgelig triste, fordi vi til 'Knæk Cancer'-programmet i næste uge har øvet på en dans til minde om en nær bekendt ramt af cancer, sagde den 63-årige lægesekretær og tidligere barnestjerne til Kendte.dk efter showet.
Positive oplevelser
- Der er bare nogen, der er bedre end os, og dommernes sympatier har ligget hos andre, fortsatte hun, der trods alt har haft mange positive oplevelser i de fire programmer, hun nåede at medvirke i.
Pusle Helmuth har dog også haft modvind undervejs i forløbet.
Det kørte rundt
- Jeg har haft ondt i mit knæ på grund af en overanstrengelse, og jeg har ikke sovet særligt godt om natten, fordi koreografierne kørte rundt i hovedet, afslørede hun, og fortsatte:
- Det bedste er at have danset med Damian, der er en superdygtig koreograf, de fine kjoler og at blive puslet om, forklarede nydanseren, der nu skal i gang med sin foredragsrække og tilbage til arbejdet på Hvidovre Hospitals akutmodtagelse.
Frem, frem og frem
Damian måtte erkende, at det var svært for ham at skulle forlade dansekonkurrencen.
- Det ville have været rart med to uger mere. Jeg er et konkurrencemenneske, så jeg tænker kun i frem, frem og frem, sagde han.