Rejseholdet - flot præstation af skuespiller-trio
Masser af ros til Alex Høgh Andersen, Nicolaj Kopernikus og Mathilde Arcel

Anmeldelse af Rejseholdet - det første mord: 4 stjerner
Vi er tilbage i 1927 - de brølende 20-ere og masser af brande på grund af forsikringssvindel.
Politiets Rejseholdet er netop blevet etableret med den unge, ambitiøse og evigt plagede politimand Otto Himmelstrup i spidsen.
Kursen er sat mod Esbjerg, hvor borgmesterens sommerhus er brændt ned, og hvor den lokale politimester hverken har megen energi eller intellekt under kasketten.
Byens faste pyroman er for længst sendt i tugthuset, og så er den ged grundigt barberet i mesters univers.
Men Himmelstrup aner uråd. Et lig dukker op i asken og flere følger efter.
Nu tager begivenhederne fart - underholdende og anderledes men aldrig kedeligt.
Det er et absolut handlingsmættet krimidrama, som instruktøren Christoffer Boe har strikket sammen på baggrund af forfatteren Jacob Jonias krimi 'Den Yderste Grænse'.
Plottet er formidabelt godt bygget op og fornemt forløst og klippet sammen.
Men det er særligt de solide skuespiller-præstationer, som bærer os gennem de to timer.
Umiddelbart forekommer valget af Alex Høgh Andersen til hovedrollen som Otto Himmelstrup som en regulær fejlcasting. Men som handlingen skrider frem, og Himmelstrup træder i karakter som en ung, rebelsk og kompromisløs detektiv, vokser karakteren i skuespillerens hænder.
Man ender faktisk med at holde af ham, som facetterne i persontegningen bliver tydeligere og mere nuancerede.
Med sig til Esbjerg har Himmelstrup kollegaen og teknikeren PR, som spilles fremragende, stilsikkert og troværdigt af Nicolai Kopernikus.
PR er både til fingeraftryk, fotografering og fremmede damer på det ydmyge hotelværelse.
Men han er også firmaets mand. Han finder sig i at blive revet ud af den nøgne favn på en kvinde, da arbejdet kalder.
- Hun er kun 45 år, brummer PR, mens han trækker bukserne op og slukøret lunter ned ad hotellets gang.
Datidens rejsehold havde ikke kvindelige detektiver ansat. Men i filmen kommer sekretæren Camilla (Mathilde Arcel) med som det tynde øl. Det skal dog hurtigt ændre sig, som handlingen skrider frem.
Mathilde Arcel brænder igennem lærredet med en passende blanding af naturlig sødme og farlig erotisk udstråling. Hende kommer vi forhåbentligt til at se meget mere til i de kommende år.
Trioens flotte sammenspil løfter filmen op til fem stjerner, men vi lander alligevel kun på de fire.
Lad det være sagt med det samme: Det filmiske udtryk er stort, flot og anderledes.
Det er dejligt at være i provinsen og i en tidsalder, som er ukendt for mange. Her er tyk cigaretrøg i luften, pis i brostenenes render og tunge, ulækre retter på tallerkenen.
Desværre går der periodevis alt for meget Ole Bornedal i det filmiske udtryk.
Der er mange komplet ligegyldige filmklip fra datidens Esbjerg og omegn. Hvad laver de der - udover at trætte publikum?
Otto Himmelstrup bærer på et voldsomt traume fra barndommen, og man skal være både dum, blind og døv, hvis man ikke hurtigt fatter, at netop traumet er drivkraften i Himmelstrups liv og virke.
Alligevel tramper vi rundt i temaet i stedet for at have det ladet stå som et subtilt og elegant element i fortællingen.
Det ender til tider i nærmest groteske og utroværdige scener, som man jun irriteres over.
Hvad skal det dog til for, når Christoffer Boe netop er filmskaberen, som selv kan skabe storslåede og helt anderledes billeder?
Hvornår rykker Rejseholdet ud til det næste mord?
Man kan næsten ikke vente på, at Himmelstrup og CO rykker ud igen.
Rejseholdet - det første mord
Krimidrama
Premiere 4. september 2025
Fire stjerner