Margrethe tager i mod med åbne arme

Spaniens konge og dronning besøger Danmark. De er gået langt for at genvinde opbakningen til monarkiet

Udgivet Opdateret

For første gang i 43 år aflægger det spanske kongehus statsbesøg i Danmark.

Mandag eftermiddag er der officiel modtagelse af kong Felipe og dronning Letizia på Amalienborg, og om aftenen er dronningen vært ved en gallamiddag for kongeparret på Christiansborg Slot.

Det seneste statsbesøg fra Spanien fandt sted i 1980, hvor kong Juan Carlos og dronning Sofia gæstede Danmark.

Blakket ry

Den tidligere konge har siden 2014 levet i eksil i Abu Dhabi efter en række skandalesager. Elskerinder, en uheldig elefantjagt i Botswana og anklager om korruption og skattely er de mest kendte.

I snart ti år har sønnen, kong Felipe, kæmpet for at rette op på det spanske monarkis blakkede ry.

Det er langt hen ad vejen lykkedes, siger professor på Københavns Universitet Morten Rievers Heiberg, der forsker i spanske samfundsforhold, historie og kultur.

En stor indsats

- Ydmyghed og arbejdsomhed har været strategien. Med de signaler har kong Felipe gjort en stor indsats for at genoprette tilliden til kongehuset.

Med til strategien hører, at han sjældent lader sig fotografere offentligt med den pensionerede konge.

Kong Juan Carlos og dronning Sofia var på statsbesøg i Danmark i 1980, hvor dette billede er taget. Denne gang er det kong Felipe og dronning Letizia, der er gæster hos dronningen.

Et familiefoto blev det heller ikke til, da kongeparrets ældste datter, kronprinsesse Leonor, sidste tirsdag fyldte 18 år og blev taget i ed som tronfølger i parlamentet i Madrid.

Juan Carlos var rejst til Spanien og ønskede barnebarnet tillykke ved en privat familiefest. Men ceremonien måtte han undvære.

Et følsomt emne

Også Carsten Jakob Humlebæk, der er lektor i spanske samfundsforhold på CBS, hæfter sig ved afstanden mellem far og søn.

- Noget af det sværeste for kongeparret har været, hvordan de håndterer den abdicerede konge. Han er et meget følsomt emne i Spanien. Og derfor har de besluttet ikke at vise sig sammen.

- Det medvirker til, at der i dag er stille omkring monarkiet. På den gode måde. Men hvilke omkostninger det har haft privat, ved vi ikke, siger Carsten Jakob Humlebæk.

Afstand til ekstravagance

Kongeparrets fremtidskort er kronprinsesse Leonor, som ifølge flere medier har kastet Spanien ud i en "Leonor-mani".

Senest er det gået landet rundt, at hun i parlamentet bar en kjole fra en genbrugskæde. Måske et forsøg på at lægge afstand til den ekstravagance, som hendes farfar blev kritiseret for.

Har taget folkets hjerter

Med succes har hun også holdt officielle taler, blandt andet i forbindelse med den årlige overrækkelse af Príncipe de Asturias-prisen, der er den spanske udgave Nobelprisen.

- Hun har taget folkets hjerter. Både med sine taler, men også ved på andre måder at tage sin opgave som tronarving seriøst. Hun har været på college i England og er nu i gang med en militæruddannelse, siger Carsten Jakob Humlebæk.

Kong Felipe og dronning Letizias besøg i Danmark varer i tre dage.

OM STATSBESØGET

Efter indbydelse fra Hendes Majestæt Dronningen aflægger Spaniens Kongepar Hans Majestæt Kong Felipe og Hendes Majestæt Dronning Letizia statsbesøg i Danmark den 6.- 8. november 2023.

Kongeparret vil være ledsaget af den spanske udenrigsminister og en erhvervsdelegation under statsbesøget.

Erhvervsdelegationen vil have fokus på dansk-spanske samarbejdsområder inden for blandt andet grøn omstilling, medicinalindustri og shipping.

Kilde: Kongehuset

Powered by Labrador CMS