Kræftsyg dansk succesforfatter fylder 75 år

Jussi Adler-Olsen er kendt for sin krimiserie om Afdeling Q, som han har modtaget flere priser for. Han er uhelbredeligt syg. Den 2. august fylder han 75 år.

Offentliggjort Sidst opdateret

Jussi Adler-Olsens krimier har plads i mange tasker og kufferter denne sommer. 

Forfatteren, der fylder 75 år den 2. august, er nemlig en af de mest populære inden for genren.

Med sin serie om vicekriminalkommissær Carl Mørck fra politiets Afdeling Q har salget kun kendt én vej. I juni 2024 havde han solgt 27 millioner bøger på verdensplan.

Nummer 11 i rækken, "Døde sjæle synger ikke", der udkom i marts i år, adskiller sig fra de øvrige ved, at forfatteren har fået to medforfattere, Line Holm og Stine Bolther.

Duoen skal give universet et nyt perspektiv, samtidig med at seriens ånd skal bevares, blandt andet den underspillede humor.

- Latter udløser endorfiner i hjernen. Disse stoffer fremkalder positiv tænkning og godt humør - man bliver mere modtagelig for nye indtryk, og dermed bliver man bedre rustet til at mærke stemninger og en bedre og mere opmærksom læser, har Jussi Adler-Olsen skrevet på Facebook.

Syg af knoglemarvskræft

Beslutningen om at give stafetten videre skyldes uhelbredelig knoglemarvskræft.

- Jeg har det godt. Omstændighederne taget i betragtning. Men jeg hænger jo på den. Altså jeg kommer til at dø af den her sygdom. Den er uhelbredelig. Indtil videre i hvert fald, har han sagt til Politiken.

Den første roman i serien, "Kvinden i buret", udkom i 2007. Den er ligesom tre andre filmatiseret med skuespiller Nikolaj Lie Kaas i hovedrollen som efterforskeren Carl Mørck.

I de to seneste film, "Marco Effekten" og "Den grænseløse", har Ulrich Thomsen overtaget rollen.

Flere priser

Det omfattende forfatterskab har kastet flere priser af sig.

Blandt andet fik Jussi Adler-Olsen i 2010 den prestigefyldte skandinaviske krimipris Glasnøglen for "Flaskepost fra P". 

Den har også vundet Berlingske Tidendes og Danmarks Biblioteksforenings hæder, Læsernes Bogpris.

Jussi Adler-Olsen er især kendt for serien om Afdeling Q. I juni 2024 havde han solgt 27 millioner bøger på verdensplan. (Arkivfoto).

Yngste af fire

Jussi Adler-Olsen er yngste barn i en søskendeflok på fire. Han voksede op ved flere af landets sindssygehospitaler, hvor hans far arbejdede som overlæge og psykiater - herunder syv år i Brønderslev.

Han blev student i 1970 og studerede frem til 1978 flere fag ved Københavns Universitet: medicin, samfundsfag og filmvidenskab.

Sideløbende drev han antikvariat med tegneserier og importerede film, faglitteratur og plakater.

1981-1983 var han aktiv i den sovjetvenlige del af den danske fredsbevægelse. I de år blev han efter eget udsagn aflyttet af PET, når han talte i telefon. Det fortalte han i 2017 i en biografi om sig selv.

- Vi blev systematisk overvåget og aflyttet. Når jeg løftede røret for at ringe, gik der nogle sekunder, og så lød der et klik.

Spændingsromaner

Før han sprang ud som krimiforfatter, skabte Adler-Olsen sig et navn med spændingsromanerne "Alfabethuset", "Firmaknuseren" og "Washington dekretet".

Og så er der det usædvanlige fornavn. Det skyldes, at Jussi Adler-Olsen i en tidlig alder skilte sig af med dåbsattestens Carl Valdemar Henry og fik kongebrev på kælenavnet Jussi, inspireret af den svenske operasanger Jussi Björling.

Forfatteren har siden 1970 været gift med Hanne Adler-Olsen. De bor i Hørsholm og er forældre til sønnen Kes.

Powered by Labrador CMS