Kongehuset afslører nyt om prins Christian

Var selv "dybt involveret" i tilblivelsen af den roste tale, som han holdt på sin fødselsdag søndag

Udgivet Opdateret

Da prins Christian i søndags fyldte 18 år, holdt han en tale, som er blevet rost af flere kommentatorer og en historiker.

Ifølge Lene Balleby, der er kommunikationschef i kongehuset, har prinsen selv været med til skrive talen.

- Hvordan den kongelige families taler bliver til, oplyser vi ikke. Men prins Christian har gennem længere tid selv været dybt involveret i tilblivelsen af sin egen tale, siger hun.

Første gang

Det var prinsens første officielle tale nogensinde. Det skete ved en gallataffel på Christiansborg Slot i anledning af hans 18-års-fødselsdag.

Den unge fødselar kom i talen blandt andet ind på, at han ikke er fejlfri.

Han vil dog gerne være den bedst tænkelige tronarving, men han "kommer helt sikkert til at træde ved siden af".

Prins Christian holder sin tale ved gallafesten søndag aften.

Lover dedikation

- Jeg kan ikke levere perfektion, for hvad er perfektion overhovedet, men jeg kan love dedikation. Jeg vil give alt, hvad jeg har, og lære alt, hvad jeg kan, sagde prins Christian i talen.

Netop denne evne til at være ærlig omkring sine følelser har høstet ros fra Jesper Troels Jensen, der er retoriker og formand for Danske Taler.

- Det er fremragende brobygning til hele nationen. Han taler om noget, som alle 18-årige kender, siger han til DR.

Powered by Labrador CMS