James Price og konen i nyt projekt

"Det røgede lig" er titlen på James og Anette Prices debutroman. En krimi om mad, mord og mysterier, lyder det.

James Price er kendt for at stå bag gryderne og sidde bag tangenterne. Og nu også for at sidde bag tastaturet. For den 64-årige multiartist kan tilføje endnu en titel til sit farverige repertoire.

Han og hustruen, Anette Price, der er selvstændig kommunikationsrådgiver, har skrevet parrets første roman. En krimi, der handler om mad, mord og mysterier og bærer titlen "Det røgede lig".

James Price har før arbejdet sammen med sin hustru, Anette Price. Hun har medvirket i madprogrammet "Spise med Price", som James Price laver med sin kendte lillebror, manuskriptforfatteren Adam Price. (Arkivfoto).

Det afslører Gutkind Forlag i et opslag delt på Instagram.

Røget lig

- De fleste forbinder nok navnet Price med teater og musik - og ikke mindst DR-programmet "Spise med Price", hvor James sammen med sin bror, Adam, gennem adskillige sæsoner har kokkereret på skærmen.

- Nu debuterer James Price i en noget anden genre, lyder det blandt andet i opslaget fra forlaget.

"Det røgede lig" foregår på Bornholm, hvor erhvervsmanden og mangemillionæren Hans-Jørgen Becker findes myrdet en tidlig morgen i Gudhjem Røgeri, skriver Gutkind Forlag om den kommende krimi.

Krimien udkommer den 7. oktober.

Powered by Labrador CMS