Hotelkonge fylder 75

Henning Arp Hansen er blandt Danmarks rigeste, men arbejder ufortrødent videre

Offentliggjort

Henning Arp-Hansen: En hotelkonge med arbejdsglæde

Henning Arp-Hansen, en af Danmarks rigeste, fortsætter som bestyrelsesformand for Arp-Hansen Hotel Group, selvom han kunne gå på pension.

Han nyder arbejdet og ser det ikke længere som en økonomisk nødvendighed, men som en kilde til glæde og udvikling.


Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

Han ville egentlig slet ikke.

Igen og igen sagde han nej til sin fars ønske om at få ham ind i familiens hotelvirksomhed.

Til sidst sagde Henning Arp-Hansen dog ja, og det er en beslutning, han ikke fortryder i dag, hvor han er milliardær og stadig er glad for sit arbejde.

Søndag 13. juli fylder Henning Arp-Hansen, bestyrelsesformand for hotelkoncernen Arp-Hansen Hotel Group, 75 år.

Han og bror blev medejere

Det var i 1970'erne, at Henning Arp-Hansen og hans bror, Birger Arp-Hansen, blev medejere af forretningen.

Henning Arp-Hansen sagde først ja til sin far, murermester Alf Arp-Hansen, da han var blev lovet halvdelen af overskuddet, og at faren ville holde sig væk fra driften.

Henning Arp-Hansen er en af Danmarks ukronede hotelkonger. Bestyrelsesformanden for Arp-Hansen Hotel Group fylder søndag 13. juli 75 år. (Arkivfoto).

Han troede, at det ville få faren til at trække følehornene til sig.

Fantastisk partnerskab

- Ja, sagde han uden at blinke. Jeg havde slet ikke set det komme, men jeg tror, han kunne se, at vi kunne noget forskelligt. Vi havde et fantastisk partnerskab, helt op til han døde i 1998, sagde Henning Arp-Hansen sidste år til Berlingske.

I 1998 blev brødreparret 100 procent ejere af virksomheden, som faren grundlagde.

Det begyndte, da han købte Gentofte Kro i 1960 med henblik på at udstykke ejendommen til ejerlejligheder.

Over 5.000 hotelværelser

Men stadsarkitekten i Gentofte sagde nej til den plan, og kroen blev derfor i stedet omdannet til Gentofte Hotel. Dermed var grundstenen til hotelimperiet lagt.

I dag er Henning Arp-Hansen en af de ukronede hotelkonger i Danmark med en familievirksomhed, der har en kapacitet på mere end 5.000 hotelværelser.

Det svarer ifølge Økonomisk Ugebrev til 21 procent af samtlige hotelværelser i København.

Forlod topposten

De senere år har han været bestyrelsesformand for hotelkæden, der rummer 12 forskellige hoteller i og omkring København.

Tidligere var han administrerende direktør i familievirksomheden.

I 2003 forlod han topposten og helligede sig udviklingen af virksomheden som bestyrelsesformand.

En tjans, han stadig er glad for, fortalte han i interviewet med Berlingske.

- Det er sjovt

- Jeg burde være gået på pension, men jeg arbejder, fordi det er sjovt. Det handler slet ikke om penge for mig mere. Vi har jo vores på det tørre.

Ifølge Økonomisk Ugebrevs årlige opgørelse var han i 2024 sammen med sin bror med en formue på 3,5 milliarder kroner nummer 57 på listen over Danmarks 100 rigeste.

Birger Arp-Hansen døde som 71-årig tidligere i år.

Henning Arp-Hansen bor i Hellerup, er gift og har seks børn - tre fra første ægteskab, to bonusbørn plus en datter fra andet ægteskab.

Powered by Labrador CMS