Har ikke fundet belæg for brækkede arme

Journalister, der har undersøgt DR's "Spies og morgenbolledamerne", mener, at den mangler forbehold.

Udgivet Opdateret

Tre journalister har ikke kunnet finde belæg for, at stifter af Spies Rejser, Simon Spies, betalte yngre kvinder for at få lov til at brække deres arme - en påstand, der fremsættes i DR-dokumentarserien "Spies og morgenbolledamerne".

Det skriver Politiken.

Nedsat for at undersøge sagen

De tre journalister tæller journalist og mediekommentator Kurt Strand, tv-dokumentarist Thomas Stokholm og journalist på Dagbladet Information Ida Nyegård Espersen.

De udgør den såkaldte Spies-kommission, som mediet 24syv har nedsat for at undersøge sagen.

Opsigtsvækkende påstand

Påstanden om de brækkede arme er en af de mest opsigtsvækkende i "Spies og morgenbolledamerne" fra 2022, der også handler om, hvordan Simon Spies skal have udnyttet yngre kvinder seksuelt.

I dokumentaren fortæller en tidligere såkaldt morgenbolledame om en kvinde, der fik brækket armen. Det lyder også, at man kunne få 10.000 kroner for det.

Den afdøde rejsekonge Simon Spies

Der er tale om påstande

Men hverken DR eller Spies-kommissionen har kunnet finde ud af, om kvinden - der skal have heddet Heidi Kok - har eksisteret.

- Du har altså en historie om en person, der muligvis har fået brækket sin arm, men som ingen kan finde eller finde ud af om eksisterer. Kan man så overhovedet fortælle den historie?, siger Kurt Strand til Politiken.

Han mener, at dokumentaren burde have taget de nødvendige forbehold og påpeget, at der var tale om påstande.

Erkender manglende dokumentation

Overordnet set siger han, at "hovedproblemet" i dokumentaren er, at der er for meget, der ikke er dokumenteret godt nok.

Erling Groth, der var DR's redaktør på udsendelsen, fremhæver til Politiken, at de tre journalister ikke udfordrer den grundlæggende præmis - at Simon Spies på systematisk vis betalte piger under 18 år for sex.

Til gengæld erkender han, at der ikke er dokumentation for, at en kvinde faktisk fik brækket armen.

Powered by Labrador CMS