Død efter længere tids sygdom

Familien bekræfter

Offentliggjort

Kaspar Rostrup er død

Teater- og filminstruktør Kaspar Rostrup, kendt for den oscarnominerede film 'Dansen med Regitze', er død efter længere tids sygdom.

Han efterlader sig en betydelig arv inden for dansk teater og film, med over 120 teaterforestillinger og en oscarnominering i 1990.


Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

Teater- og filminstruktør Kaspar Rostrup, der stod bag den oscarnominerede film "Dansen med Regitze", er død.

Det oplyser Have Kommunikation i en pressemeddelelse på vegne af familien.

Her fremgår det, at Kaspar Rostrup døde mandag aften efter længere tids sygdom.

Han blev 85 år.

Uddannet skuespiller

Kaspar Rostrup var uddannet skuespiller fra Det Kongelige Teater og Aarhus Teaters Elevskole, men han er kendt for sit arbejde som instruktør.

Han fik sit gennembrud med filmen "Dansen med Regitze" fra 1989.

Kaspar Rostrup er død mandag aften efter længere tids sygdom. Det oplyser Have Kommunikation på vegne af familien. (Arkivfoto).

Filmen om arbejderægteparret Regitze og Karl Aage, spillet af Ghita Nørby og Frits Helmuth, blev en af de største danske filmsucceser.

Oscarnominering

Den skaffede tilmed Danmark en oscarnominering for Bedste Ikke-engelsksprogede Film i 1990 og priser på adskillige filmfestivaller.

Han har også instrueret en lang række teaterforestillinger - ifølge familien nåede han at instruere over 120 forestillinger.

Fra 1984 til 1992 var han teaterdirektør på Gladsaxe Teater. Her brød han med det traditionelle teater og skabte totalteatret.

Bogstaveligt talt flåede han sæderne ud i den store teatersal og skabte plads til, at publikum og skuespillere kunne bevæge sig rundt sammen.

Tilbage som direktør

Det fik ikke bare det danske publikum til at strømme til, men også den internationale teaterverden begyndte at interessere sig for forstaden Gladsaxe og gigantforestillinger som "Odysseen".

I 2006 vendte Kaspar Rostrup tilbage som teaterdirektør i Gladsaxe, da teatret blev relanceret som Gladsaxe Ny Teater.

Økonomien haltede

Men økonomien kunne ikke hænge sammen, og i 2010 lukkede teatret endegyldigt.

I 2013 udkom Kaspar Rostrup med erindringsbogen "Sølvfloden", hvori han fortæller om sin opvækst i en kaotisk familie.

Sammen med sin storebror, scenograf Claus Rostrup, blev han i perioder fjernet fra hjemmet. Eller overdraget til andre, som Kaspar Rostrup selv udtrykte det.

Nogle gange til farmoren, når hans mor blev indlagt på hospitalet.

Andre gange blev han sendt til sanatorier i Norge, hvor han lå og gispede med sin astmatiske bronkitis og havde dødsangst.

- Jeg overlevede ved min fantasifuldhed, og så har jeg grundlæggende altid haft et godt humør. Men jeg husker det også som en beslutning senere hen: Hold dig til glæden, har han sagt i et interview.

Kaspar Rostrup efterlader sig sin hustru, Lene Rostrup, samt fire voksne børn, børnebørn og et oldebarn.

Powered by Labrador CMS