Dansk kunstner død søndag formiddag
Hans søn bekræfter dødsfaldet
Sanger, sangskriver, billedkunstner og maler Troels Trier er død i en alder af 86 år.
Det oplyser hans søn, Tobias Trier, til Ekstra Bladet.
Det fremgår også af Troels Triers kunstside på Facebook, som hans ene datter Rosa Trier styrer.
- Troels er i Morfeus' arme, den endeløse søvn. Han døde klokken 11.49 i formiddags i sin egen seng, står der i et opslag fra søndag aften.
Politisk kunst og protestsange
Som frontfigur i det socialistiske kunstnerkollektiv Røde Mor og det tilhørende Rockcirkus slog Troels Trier tonen an til en dansk epoke med politisk kunst og protestsange.
Røde Mors Rockcirkus' storhedstid varede kun fra 1974 til 1978. Men en række andre kulturpersonligheder kickstartede karrieren der. Det gælder folk som Erik Clausen, Leif Sylvester, Henrik Strube og Peter Ingemann.
Med hits som "Smæk" og "Jeg er på rekreation" turnerede Røde Mor i hele Skandinavien.
Gik solo
Da cirkusset blev lukket ned, gik Trier solo med plader og shows og lavede revyer med andre venstreorienterede som Anne Marie Helger, Helle Ryslinge og Ingemann og Skousen.
Sammen med sin senere kone gennem 38 år, Rebecca Brüel, skabte han et livslangt musikalsk makkerskab, som nogle har kaldt satirisk parcelhus-pop.
Det resulterede i plader, videoer samt Trier og Brüels Bodegashow og signaturhits som "Bøf med løg".