50-års fødselar: Krisen gjorde mig stærkere

Efter en hård coronatid er modvinden aftaget for Tivoli og Susanne Mørch Koch. Normale år findes dog ikke, mener direktøren, der 26. december fylder 50 år.

Udgivet

Det endte med at blive en helt anden opgave end ventet, da Susanne Mørch Koch for tre år siden blev udnævnt til ny topchef i Tivoli.

Blot få dage efter nyheden blev meldt ud, lagde den første coronanedlukning gader og stræder øde hen, og de store planer kunne ryge direkte tilbage i skuffen.

Men trods indledende modvind er der nu nok at glæde sig over for Susanne Mørch Koch, foruden at hun tirsdag den 26. december fylder 50 år.

Skuden er vendt

Efter et par hårde år er skuden således vendt, og 2023 har budt på de bedste tre måneder i forlystelsesparkens 180 år lange historie.

Når Susanne Mørch Koch husker tilbage, står corona som en "ekstremt udfordrende tid", som hun menneskeligt gerne havde været foruden.

- Men som leder er jeg også glad for, at jeg fik lov at prøve det. Krisen gjorde mig både stærkere og mere robust, lød det i marts i Børsen.

Foruden direktørstillingen i Tivoli har Susanne Mørch Koch ikoniske klippevægge på cv'et fra tiden som aktiv klippeklatrer. Den 26. december fylder hun 50 år. (Arkivfoto).

Uddannet på CBS

Studietiden blev brugt på Copenhagen Business School, og karrieren blev indledt hos det store konsulenthus McKinsey & Company.

Siden har hun været forbi en række danske virksomheder, som alle kender, og langt de fleste har en mening om - på godt og ondt.

De findes ikke

Først DSB, hvor hun endte som kommerciel direktør og medlem af ledelsen, siden Danske Spil, hvor hun var topchef, og nu altså Tivoli.

Selv om coronatiden er forbi, er det dog ikke, fordi der nu venter "normale" Tivoli-sæsoner. De findes ifølge topchefen ikke.

Får aldrig et normalt år

Hvordan vejret bliver, kan man ikke styre, og i år har en svag svensk krone eksempelvis også påvirket antallet af svenske turister.

- Jeg tror personligt aldrig, at jeg får et "normalt" år i Tivoli, og det er også en af grundene til, at jeg søgte jobbet, sagde hun i marts til Børsen.

Mor til to

Fritidsinteresserne tæller surfing og løb, og som tidligere klippeklatrer har Susanne Mørch Koch ikoniske klippevægge på cv'et.

Privat er hun gift med Henrik Koch. De bor i Rungsted og har to børn.

Powered by Labrador CMS