Dronningens nytårstale: Dette ord spilles der mest på

Flest spiller på, at dronning Margrethe nævner ordet "søens folk" i sin nytårstale.

Flest spiller på, at dronning Margrethe nævner ordet “søens folk” i sin nytårstale. Foto: Keld Navntoft/Scanpix (Arkivfoto)
Offentliggjort Sidst opdateret

Hos Danske spil kan man igen i år spille på, hvad dronning Margrethe siger i sin nytårstale.

Over 150 muligheder kan man oddse på. Det er dog “søens folk”, der hitter mest blandt brugerne.

– Det er faktisk lidt sjovt, at det er så populært. Dronningen har aldrig sagt “søens folk” i sin nytårstale, men det tror folk måske, hun har, siger oddsansvarlig hos Danske Spil, Peter Emmike Rasmussen, i en pressemeddelelse.

Hele ti procent af omsætningen er faldet på “søens folk”.

Det følger det samme mønster som sidste år, hvor det også var det mest spillede.

Politisk ord hitter også

Hvis dronning Margrethe til gengæld skal komme ind på noget politisk, så er “Brexit” den helt store omsætningssluger hos Danske Spil.

– Den er også meget populær. Fem procent af omsætningen er faldet på “Brexit”, og det har da også været et af årets helt store politiske samtaleemner, men det vil stadig være en overraskelse, hvis dronningen vælger at sige det i sin tale, siger Peter Emmike Rasmussen.

I skrivende stund kan man hente odds 30,00 på at Dronningen siger “Brexit”, mens “søens folk” giver odds 10,00. Er man til de høje odds, så kan man overveje at spille på “Gulddreng” til odds 300,00.

Powered by Labrador CMS