Viggo Mortensen slået på målstregen af veteran

Den dobbelte Oscar-vinder Denzel Washington vandt for bedste mandlige hovedrolle under prisuddelingen SAG.

Udgivet Opdateret

Den dansk-amerikanske skuespiller Viggo Mortensen måtte gå tomhændet hjem efter søndagens prestigefyldte Screen Actors Guild Awards (SAG), der er skuespillernes egen fagforenings årlige prisuddeling.

Viggo Mortensen var nomineret i kategorien “bedste mandlige hovedrolle” for sin præstation i filmen “Captain Fantastic”, der er et amerikansk komediedrama.

Denzel vandt

Men det var den Oscar-vindende Denzel Washington, der vandt prisen for sin rolle i dramafilmen “Fences”, som den 62-årige Hollywood-veteran i øvrigt også har instrueret.

“Fences” foregår i USA i 1950’erne og følger den hårdtarbejdende far Troy Maxson, som kæmper med raceproblemer, mens han prøver at tage sig af sin familie.

Og det var ikke den eneste pris, der gik til “Fences” under søndagens uddeling. Filmens kvindelige hovedrolleindehaver, Viola Davis, kunne nemlig ligeledes gå hjem med en statuette under armen for sin præstation som Troys kone, Rose.

Ny chance

Selv om det ikke blev til en pris i denne omgang til Viggo Mortensen, så er chancen der igen ved Oscar-uddelingen 26. februar.

Her er den 58-årige skuespiller nemlig endnu en gang nomineret i kategorien “bedste mandlige hovedrolle” for sin rolle i “Captain Fantastic”.

I filmen spiller Viggo Mortensen familiefaren Ben, der er flyttet langt ud i naturen med sine seks børn.

Væk fra det materielle

Her lever de langt fra materialismen, men konens selvmord tvinger Ben og børnene tilbage til civilisationen, hvor den idealistiske familiefar får sat sin livsfilosofi på prøve.

“Captain Fantastic” er produceret uden de store filmgiganter i ryggen og blev først fremvist på Sundance Film Festival, som fokuserer på såkaldte independent-indiefilm.

– Hvert år sniger der sig smalle film som “Captain Fantastic” ind, og folk reagerer ved at sige “hvordan pokker skete dét lige?”, men jeg synes, at vi har fortjent det, har Viggo Mortensen tidligere udtalt ifølge The Hollywood Reporter.

I 2007 fik Viggo Mortensen sin første Oscar-nominering for gangsterdramaet “Eastern Promises”, men den gyldne statuette gik i 2007 til Daniel Day-Lewis for “There Will Be Blood”.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS