Sygdomssvækket konge fylder år

Salman er den sidste saudiarabiske konge, der er søn af ørkenstatens grundlægger

Offentliggjort Sidst opdateret

Det er ikke meget, de 35 millioner saudiarabere ser eller hører til deres stenrige konge.

Jo, tilbage i november bad han alle om at bede til Allah om at lade regnen falde over det store kongerige i den varme arabiske ørken.

Svækket i årevis

Han har også for nylig tildelt ærespriser til saudiarabere, der har doneret organer.

Kong Salman bin Abdulaziz Al Saud har i årevis været svækket af sygdom, og oven i det kommer en fremskreden alder. Den 31. december fylder han 90 år.

Han har ikke været konge særlig længe. Han fik tronen i 2015, da hans bror kong Abdullah døde.

Uhyre magtfuld arvtager

Salman er den sidste konge, der er søn af Saudi-Arabiens grundlægger, kong Abdulaziz Ibn Saud.

Når Salman ikke er mere, er det hans søn, kronprins Muhammed bin Salman, kendt som MbS, der tager over.

Saudi-Arabiens kong Salman bin Abdulaziz fylder den 31. december 90 år. Billedet af ham er frigivet af SPA, Saudi-Arabiens officielle nyhedsbureau, den 30. marts i år.

Han er 40 år og uhyre magtfuld. I praksis er det ham, der leder Saudi-Arabien.

Fik et ukendt antal børn

Ibn Saud grundlagde Saudi-Arabien i 1932 og blev landets første konge. Han fik et ukendt, men højt antal børn, der voksede op som velhavende prinser og prinsesser. Landet blev stenrigt af olieforekomster.

Kongen tog mange koner. En af dem var Hussa Sudairi. Hun fødte syv sønner - kendt som Sudairi Syv eller Sudairi-klanen.

Inden for de rivaliserede grupper, der opstod blandt kong Sauds mange prinsesønner, har Sudairi Syv været blandt de mest magtfulde.

Kong Salman er den næstyngste af disse syv sønner.

Døde inden tronen blev ledig

Den ældste bror var kong Fahd, som var konge fra 1982 til 2005. To af de andre sønner, Sultan og Naif, har været kronprinser. De døde, inden kongetronen blev ledig.

Så da kong Abdullah døde, stod Salman klar.

Lillebror anklaget for forræderi

Kongen har en lillebror, den yngste af de syv brødre. Men Salman har sikret sig, at hans egen søn og ikke prins Ahmed, som lillebroren hedder, er kronprins og dermed konge efter Salman.

Prins Ahmed er født i 1942. I 2020 blev han anholdt og anklaget for forræderi af kong Salman og MbS. Det menes, at han stadig er fængslet.

Vært for Trump

Inden Salman blev konge, var han i mange år guvernør i Riyadh. I 2011 blev han vicepremierminister og forsvarsminister.

Da han fik tronen i 2015, blev MbS forsvarsminister og to år senere tronfølger.

Tidligere i år, da USA's præsident, Donald Trump, besøgte Saudi-Arabien, var MbS vært.

Han besøgte også Trump i efteråret og har indgået store økonomiske aftaler med den amerikanske præsident.

13 børn med tre hustruer

Kong Salman slægter i øvrigt sin far på, når det gælder børn og koner.

Kronprins Salman er født af kongens tredje hustru, Fahda bint Falah bin Sultan bin Hathleen.

Kongen skal have fået 13 børn med tre hustruer.

Powered by Labrador CMS