Stolen vakler under Mette-Marit

Norges Røde Kors overvejer lige nu kronprinsessens fremtid i organisationen 

Offentliggjort Sidst opdateret

Mette-Marits fremtid usikker

Kronprinsesse Mette-Marits rolle som protektor i Norges Røde Kors er til debat efter hendes forbindelser til Jeffrey Epstein blev afsløret.

Organisationen understreger vigtigheden af at tage afstand fra Epsteins forbrydelser, mens de overvejer hendes fremtidige engagement.


Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

Den norske kronprinsesse Mette-Marits protektion i Norges Røde Kors er til diskussion efter de seneste afsløringer om kronprinsessens kontakt til den afdøde rigmand og dømte seksualforbryder Jeffrey Epstein.

Andreas Bjørnstad, der er kommunikations- og samfundsdirektør i Røde Kors, siger ifølge nyhedsbureauet NTB til norsk TV 2, at det er en alvorlig sag.

- Det er afgørende at tage tydelig afstand fra de overgreb, som Epstein blev dømt for. Børn og unge skal være trygge ved, at samfundet har nultolerance over for seksuelle overgreb, lyder det fra ham.

Norsk Røde Kors-stolen vakler lige nu alvorligt under kronprinsesse Mette-Marit

Vigtigt hun selv siger det

Han understreger, at det derfor er "vigtigt", at kronprinsessen selv har udtrykt, at hun har udvist dårlig dømmekraft i sin kontakt med Epstein.

Kronprinsessen har været protektor siden 2005 og skal efter planen indtil videre fortsætte i rollen frem til 2030.

Det var i hvert fald indtil, det kom frem, at kronprinsessen nævnes hundredvis af gange i Epstein-dokumenter, som USA's justitsministerium offentliggjorde fredag.

- Det er for tidligt for Røde Kors at vurdere, om det, som indtil nu er kommet frem, vil påvirke hendes kongelige protektion, siger Andreas Bjørnstad til norsk TV 2.

Powered by Labrador CMS