Prins svinger hofter og sværd i ceremoni-dans
Den britiske prins Charles bevægede hofterne til musikken, da han blev inviteret til ceremoniel sværddans i Oman.
Når royale medlemmer officielt deltager i traditionelle ceremonier, foregår det oftest i ro og mag.
Sådan forholdte det sig dog ikke, da den britiske prins Charles besøgte Oman i forbindelse med en rejse rundt i Mellemøsten.
Her blev den 67-årige prins nemlig budt op til en ceremoniel sværddans, der havde til formål at byde ham og hertuginde Camilla velkommen til landet. Det kan man se i en video fra BBC News.
Storsmilende prins Charles
I videoen ses en storsmilende prins Charles, der rytmisk bevæger hofterne til trommemusik sammen med lokale borgere fra Oman, mens han fægter med et sværd.
Turen til Oman handlede dog ikke kun om den ceremonielle sværddans.
Senere på dagen besøgte hertuginde Camilla nemlig et center, hvor forældre og børn, der har været ramt af kræft, kan bo sammen, mens sygdommen behandles, skriver BBC News.
I løbet af syv dage rejser prins Charles og hertuginde Camilla rundt i Mellemøsten, hvor de blandt andet skal besøge De Forenede Arabiske Emirater udover Oman.
Promovere britiske interesser
Her har det royale par til opgave at promovere britiske partnerskaber og interesser i området, herunder beskyttelse af naturen og dyrelivet.
Medlemmer fra det britiske kongehus er ikke de eneste, der i løbet af 2016 har rejst rundt i Mellemøsten.
Tidligere i år besøgte det danske kronprinspar Saudi-Arabien og Qatar, hvor de deltog i en række af erhvervsaktiviteter.
Se videoen her.
/ritzau/FOKUS