Prins Joachim forlænger
For to år siden tiltrådte prinsen i særlig rolle i Washington D.C
Prins Joachim fortsætter som forsvarsindustriattaché og stedfortrædende forsvarsattaché i den amerikanske hovedstad, Washington D.C., indtil slutningen af august 2027.
Det skriver Forsvarsministeriet i en pressemeddelelse.
- USA er fortsat én af Danmarks vigtigste allierede og en central strategisk samarbejdspartner på det forsvarsindustrielle område, både når det kommer til genopbygningen af det danske forsvar og den fortsatte støtte til Ukraine, skriver Forsvarsministeriet.
Lød oprindeligt på tre år
Prins Joachim tiltrådte i rollen 1. september 2023. Det skete "for at forstærke samarbejdet med USA" lød det i udnævnelsen i foråret 2023.
Oprindeligt lød aftalen på tre år - altså frem til 2026 - dog med mulighed for forlængelse. Det har man nu gjort brug af.
- Med beslutningen om at forlænge Hans Kongelige Højhed Prins Joachim i stillingen som forsvarsindustriattaché fortsætter Danmark med at styrke det tætte transatlantiske samarbejde, lyder det videre.

Refererer til ambassadøren
Som forsvarsindustriattaché og stedfortrædende forsvarsattaché refererer prins Joachim til Forsvarsministeriet.
I sit daglige virke i USA refererer han til ambassadøren i Washington D.C.