Nye grove sex-anklager mod Andrew
Endnu en kvinde hævder nu, hun blev sendt til London for at have sex med den forhenværende prins
Endnu en kvinde kommer nu med en påstand om, at hun i 2010 blev sendt til Storbritannien af Jeffrey Epstein med det formål at have sex med daværende prins Andrew.
Ifølge kvinden, som på det tidspunkt var i 20'erne, skulle hun have tilbragt en nat med Andrew i hans hjem, Royal Lodge, i Windsor tæt på Windsor Castle.
Det skriver BBC.
Det fremgår også, at kvinden ifølge sin advokat, Brad Edwards fra det amerikanske advokatfirma Edwards Henderson, efterfølgende fik en rundvisning på Buckingham Palace.
Også advokat for Virginia Giuffre
Netop Brad Edwards repræsenterer ifølge BBC flere end 200 påståede Jeffrey Epstein-ofre.
Han var også advokat for nu afdøde Virginia Giuffre, der hævdede, at hun som blot 17-årig blev transporteret til London for at blive misbrugt af Andrew.
Og, at hun i perioden 2001 og 2002 blev tvunget til at have sex med ham i både New York og på Epsteins private ø i Caribien.
BBC skriver desuden, at Brad Edwards på vegne af sin klient nu overvejer at anlægge et civilt søgsmål mod den tidligere prins.