Mette-Marit tydeligt mærket af sygdom
Den norske kronprinsesse sagde undskyld fra talerstolen
Det norske kronprinspar indledte tirsdag en rundrejse, der skal bringe dem til seks forskellige kommuner i Hallingdal i det østlige Norge.
Første stop var Gol, hvor der var lagt op til folkefest, og hvor kronprinsesse Mette-Marit skulle holde tale.
Tydeligt mærket
Og ifølge Caroline Vagle, kongehusekspert hos norsk Se og Hør, var det en kronprinsesse, der var tydeligt mærket af sin kroniske sygdom lungefibrose, der gik på talerstolen.
- Kronprinsessen måtte undervejs i sin tale beklage, at hun blev så forpustet. Det er på grund af sygdommen, fortæller kongehuseksperten.
Bliver lidt flov
Hun nævner i den forbindelse også, at Mette-Marit tidligere ærligt har indrømmet, at hun bliver flov, når hun kommer til at puste tungt for åben mikrofon.
Rundrejsen er planlagt til vare i tre dage, og undervejs har kronprinsen et noget strammere program end kronprinsessen.
- Det er slet og ret sygdommen, der begrænser hende, siger Caroline Vagle.

Lungerehabilitering i oktober
Kronprinsparrets rundrejse sker i forlængelse af, at det norske kongehus i sidste uge meddelte, at kronprinsesse Mette-Marit har valgt at tage på lungerehabilitering et hemmeligt sted i Norge hele oktober måned.