Mette-Marit: -Jeg kan ikke huske det

Den norske kronprinsesse åbner nu op om sin forbindelse til Jeffrey Epstein

Offentliggjort Sidst opdateret

Mette-Marit om Epstein-kontakt

Kronprinsesse Mette-Marit udtrykker fortrydelse over ikke at kunne huske, hvad hun googlede om Jeffrey Epstein i 2011.

Hun understreger, at hun ikke vidste, han var en seksualforbryder, og beskriver deres forhold som venskabeligt.


Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

Den norske kronprinsesse, Mette-Marit, ville ønske, at hun kunne huske, hvad det var, hun googlede, da hun i 2011 skrev til Jeffrey Epstein, at hun havde googlet ham, og at det "ikke så godt ud". Efter beskeden havde hun tilføjet en glad smiley.

Det svarer hun til NRK, der spørger ind til beskeden, som i januar blev offentliggjort i forbindelse med de såkaldte Epstein-filer, der afslørede hendes omfattende kontakt til den nu afdøde seksualforbryder.

- Det har jeg brugt rigtig meget tid på selv at finde ud af. Jeg ville ønske, at jeg havde resten af den e-mailkorrespondance, siger hun.

- Jeg ved ikke, hvad jeg fandt, og jeg ved ikke, om det var information, han havde bedt mig om at google. Jeg ville ønske, jeg kunne huske, hvad det var - det ville sandsynligvis have gjort mit liv lidt lettere nu, siger hun til NRK.

- Men havde jeg fundet information, som gjorde, at jeg vidste, at han var en overgrebsmand og seksualforbryder, så havde jeg jo ikke skrevet en smiley bagefter, tilføjer hun.

Siger hun ikke vidste det

I Wikipedia-artiklen om Epstein stod der allerede dengang, at han var en dømt overgrebsmand. 

Den norske kronprinsesse bliver spurgt ind til, om det kan have dukket op, da hun søgte på ham.

- Det er svært for mig at sige, for jeg kan ikke huske det. Men jeg vidste ikke, at han var en seksualforbryder eller en overgrebsmand, hvis det er det, du spørger om, svarer hun til NRK.

Et venskabeligt forhold

Fredag morgen blev hun i et interview med NRK spurgt ind til sin relation til Jeffrey Epstein. 

Hun deltog i interviewet sammen med sin mand, kronprins Haakon.

I mail-korrespondancer har hun skrevet beskeder som "you always make me smile". Fredag siger hun, at de havde et "venskabeligt forhold", og at de blev introduceret gennem fælles bekendte.

- Han var først og fremmest en ven af en ven af mig. Hvis dit spørgsmål er, om forholdet havde en anden karakter, er svaret nej, siger hun.

En kammeratlig tone

Hun bliver spurgt ind til, om hun som mange andre også opfatter tonen i korrespondancen som "intim".

- Jeg oplever det ikke sådan. Jeg oplever det mere som en kammeratlig tone, siger hun.

Norges kronprins, Haakon, og hans kone kronprinsesse Mette-Marit har været under offentligt pres efter afsløringer om Mette-Marits kontakt til Jeffrey Epstein.
Powered by Labrador CMS