Märtha Louise svarer igen
Den norske prinsesse tager til genmæle på ondsindede rygter
Prinsesse Märtha Louise og Durek Verrett slår nu tilbage mod de mange ondsindede kommentarer, som i månedsvis har floreret på sociale medier om deres forhold.
Siden Netflix-dokumentaren “Rebel Royals: An Unlikely Love Story” fik premiere i september, har parret været genstand for massiv debat både i Norge og internationalt.
I dokumentaren fortæller de åbent om kærligheden, mødet med hinanden og forholdet til den norske kongefamilie. Men på nettet er tonen ofte en anden.

Skjuler seksuel orientering
Flere har nemlig kaldt deres forhold et såkaldt “lavender marriage” – et udtryk, der bruges om ægteskaber, hvor én eller begge parter angiveligt skjuler deres seksuelle orientering.
I en ny video på Instagram vælger parret nu at svare igen med humor.
Iført tøj i lavendelfarver smiler de til kameraet, før Durek siger, at farven måske passer bedre på tøjet end på deres kærlighed.
- Vi kan godt lide lavendel, men det virker bare ikke rigtigt, skriver de til videoen, hvorefter de skifter til farverigt tøj og tager hinanden i armene.
– Ordinært er ikke noget for os. Vi elsker bare, tilføjer de kærligt.
Netflix-dokumentaren “Rebel Royals: An Unlikely Love Story” kan ses nu, og videoen ligger på Märtha Louise og Durek Verretts fælles Instagram-profil.