Marius Høiby nægter sig skyldig i nye anklager
Kort før en retssag mod Marius Borg Høiby begyndte, blev han anholdt af politiet og sigtet for nye lovbrud
Kronprinsesse Mette-Marits søn, Marius Borg Høiby, er blevet afhørt i fængslet.
Det bekræfter hans advokat Petar Sekulic til det norske medie Dagbladet.
Advokaten oplyser, at Høiby ikke erkender nye anklager om vold og trusler, men at han heller ikke kommer til at anke fængslingen.
- Det er fordi, at han nu må fokusere fuldt ud på de forhold, der er omfattet af tiltalen. Vi må undersøge mistankegrundlaget i de nye sager på et senere tidspunkt, siger Sekulic til det norske medie.
Marius Borg Høiby blev 1. februar anholdt af politiet og sigtet for en række nye lovbrud.
Han blev blandt andet sigtet for trusler med kniv, brud på tilhold og tilfælde af det, der i den norske straffelov kaldes kropskrænkelse.
Kropskrænkelse er at udøve vold eller på anden måde udsætte en person for en fysisk krænkelse.
Ligeartet kriminalitet
En del af grundlaget for, at politiet ønskede Høiby fængslet, er, at der kunne være risiko for, at han på fri fod ville begå ligeartet kriminalitet.
Anholdelsen af Marius Borg Høiby skete, blot to dage inden han skulle sidde på anklagebænken i en omfattende sag, hvor han er tiltalt for 38 lovovertrædelser, deriblandt fire voldtægter, mishandling, vold og trusler.
Sagen begyndte, da han i august 2024 blev anholdt og sigtet for vold mod en ung kvinde.
Siden er anklagerne mod ham blevet flere og har sat det norske kongehus under pres.
Erklærede sig skyldig
På retssagens første dag erklærede Høiby sig skyldig i flere tiltalepunkter mod ham - men afviste de mest alvorlige anklager.
Høiby erklærede sig skyldig i at have kørt for hurtigt, at have kørt uden kørekort, for brud på et besøgsforbud og for grov narkotikaovertrædelse.
Samtidig erklærede han sig delvist enig i anklagepunkterne om blandt andet vold og hensynsløs adfærd.
Han nægtede dog at have begået flere voldtægter og mishandling i nære relationer.