Marius er forberedt på fængsel
Han ved godt, at der ikke er nogen vej udenom
Marius Borg Høiby er fuldt ud klar over, at han vil blive idømt en fængselstraf.
Det fortalte hans forsvarer, Petar Sekulic, kort efter retssagen mod kronprinsessesønnen sluttede i går, skriver blandt andet TV 2 Norge.
- Han har erkendt flere forholdsvis alvorlige forhold, så det er han forberedt på, lød det fra Petar Sekulic.
Forsvareren gav samtidig udtryk for, at det føles godt, at retssagen nu er overstået.
– Nu har vi været i retten i syv uger, så det føles godt at være færdige. Det er en omfattende sag, som har været krævende for alle involverede parter, sagde forsvareren.
Bør frikendes for det alvorligste
På den sidste retsdag gjorde forsvarerne det klart, at de mener Marius Borg Høiby bør frikendes for de mest alvorlige tiltalepunkter som voldtægt og mishandling i nære relationer.
Og, at han skal dømmes til fængsel i 18 måneder for de tiltalepunkter, hvor han har erkendt skyld.
Anklager mener derimod, at han skal kendes skyldig i 39 af de i alt 40 forhold, han er tiltalt for, og straffes med fængsel i syv år og syv måneder.
Der forventes dom i sagen i starten af juni.